Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Hvepsene besøger Jammerbugten i pokalen

JFC-Broenshoej.jpg
27-10-2014

Af Thomas Jansen

Tirsdag tidlig eftermiddag er Jammerbugt FC værter for 1. divisionsmandskabet Brønshøj Boldklub i DBU Pokalens 3. runde.

Her venter der den blå bølge en særdeles svær udfordring. Gæsterne fra Brønshøj, også kendt som hvepsene pga. de karakteristiske gul og sort stribede trøjer, er fast inventar i landets næstbedste række, hvor de indtager en foreløbig syvendeplads i denne sæson.

Hvepsene har en gang tidligere lagt vejen forbi Sparekassen Vendsyssel Arena. Det var tilbage i april 2012, da Jammerbugt FC også spillede med i 1. division. Her stak hvepsene hårdest og vandt 2-0 ligesom de også vandt det modsatte opgør på Tingbjerg Ground samme sæson. Denne gang med 2-1.

Men i pokalfodbold kan alt som bekendt ske, og med håbet om at en pokaloverraskelse kan ligge og lure, går de blåblusede fra Jammerbugten på banen for at jagte sejren. Med hårdt arbejde og en dedikeret indsats er alt muligt, også selvom det bliver svært.

- Brønshøj er et godt hold, som har haft tur i den på det seneste, så det er også et hold med selvtillid der kommer. Så det bliver en meget svær opgave for os, men vi tror på vi kan overraske, fortæller Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck forud for kampen og fortsætter;

- Skal vi skabe pokaloverraskelsen skal vi først og fremmest spille en god defensiv kamp, men vi skal også turde forsøge at spille vores eget spil. Gøre de ting vi er gode til, og så må det briste eller bære. Skal det lykkedes skal der også lidt held til, men det kræver også at vi arbejder hård, at vi dør med støvlerne på, og så skal vi score på de chancer vi får. Vi har stor respekt for Brønshøj, men vi går ud for at jage overraskelsen. Det bliver spændende og jeg glæder mig. Det samme gør spillerne, slutter Zinck inden det går løs i 3. runde af DBU Pokalen. Tiden vil vise om hvepsene overlever i bølgen blå.

Pokalkampen afvikles tirsdag d. 28. oktober kl. 14.00 på Sparekassen Vendsyssel Arena. Det tidlige afviklingstidspunkt er fastsat grundet det manglende lysanlæg på stadion.

Vi håber mange alligevel har mulighed for at bakke holdet op i denne svære pokalkamp – husk der er fri entre for alle takket være dagens kampsponsor, Ingstrup Efterskole.