Facebook

Intenst og interessant lokalopgør mod Vejgaard B i vente

Zinck_web.jpg
21-08-2018

Af Thomas Jansen

I weekenden tikkede tre point ind på kontoen, da Jammerbugt FC vandt 2-1 ude over Ringkøbing IF. Onsdag aften er Jammerbugt FC tilbage på Sparekassen Vendsyssel Arena.

Her venter lidt af et brag, nemlig lokalopgøret mod Vejgaard B, der er tilbage i 2. division. Aalborgenserne har hentet to point fra sæsonens tre første kampe og jagter således fortsat sæsonens første sejr. Den skulle helst ikke komme onsdag aften, men går det, som det har for vane, når de to nordjyske hold tørner sammen, så bliver det både jævnbyrdigt og spændende.

- Det er jo et lokalopgør med alt hvad det bringer af høj tænding og intensitet. Der er tre point og håneret på spil, smiler Bo Zinck og understreger, at rivaliseringen de to hold imellem er af den positive af slagsen.

- Det er et godt lokalopgør, hvor der er både venskaber og gensidig respekt holdene imellem. Der er i det hele taget en god stemning forbundet med den kamp og i bund og grund glæder vi os bare helt vildt. Jeg kender klubben godt og kender trænerteamet, så det bliver en sjov kamp at spille, forklarer Jammerbugt FC cheftræneren.

Kl. 18.30 onsdag aften sætter alvoren imidlertid ind. Så skal der kæmpes med hver en fiber i kroppen. Og det bliver der brug for, ligesom der også bliver brug for både tålmodighed og kreativitet i det offensive spil mod et solidt Vejgaard mandskab, der er et hold fyldt med både fart og fight.

- I sidste ende handler det om de tre point. Vi går ud for at styre kampen og ved vi skal arbejde hårdt for at bryde igennem deres meget kompakte defensiv. Samtidig skal vi være opmærksomme på omstillinger, hvor de er farlige, og det vil højst sandsynligt blive deres primære våben, mens vores gameplan bliver at lægge mest muligt pres på deres defensiv, forudser Zinck og uddyber;

- Vi må se, hvem der får bragt sine styrker bedst i spil og får sat spillet bedst op. Men vi ved, vi er favoritter og det har vi det fint med. I et lokalopgør ophører sådanne ting dog ofte og alt kan ske. Så det bliver en spændende kamp, og vi glæder os meget til at komme i gang. Vi kommer fra en sejr i weekenden og har endnu ikke tabt, trods det at vi har mødt nogle stærke modstandere i sæsonens første kampe, så vi føler os klar og glæder os til at spille hjemme igen, runder Bo Zinck af, inden han med et klik på kontakten slukker lyset i omklædningsrummet. Sidste træning inden lokalopgøret er nu veloverstået og forude venter blot nedtællingen til fløjtet lyder. De blå trøjer hænger klar og det kribler i benene for at komme på græs.

Næste gang kontakten tændes igen, er det med fuldt blus. Det er onsdag aften d. 22. august kl. 18.30 på Sparekassen Vendsyssel Arena.