Facebook

Jammerbugt FC fik ikke fat på Fyn

JFC-Middelfart-foraar2015.jpg
24-04-2016

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC løb ind i et nederlag, da de lørdag løb på banen på Fyn, hvor Dalum udfordrede til kamp om de tre point.

Og det var værterne, som var mest klar til at gå efter sejren. I hvert fald fik Dalum i kampens første halvleg lagt et højt pres på Jammerbugt FC spillerne, som blev stresset fra start. Det gav usikkerhed i spillet og resulterede i et overtag til fynboerne. Det var også synligt på måltavlen, da der blev fløjtet til pause. Dog stod det kun 1-0 og halvvejs var kampen fortsat meget åben.

Værternes 1-0 scoring kom efter en ganske flot aktion, hvor et indlæg til bagerste stolpe blev headet sikkert i mål.

Jammerbugt FC kom godt ud til anden halvleg og virkede nu mere klar. Klar til at jagte udligningen. Chancerne var også til det i flere omgange. Blandt andre var Michael Nielsen og Emil Haucke meget tæt på, men aktionerne blev ikke fuldført.

I stedet var Dalum igen på pletten syv minutter inde i anden halvleg. En dødbold, hvor de blåblusede til ikke virkede klar, blev omsat til scoring. Nu stod det 2-0 og få minutter senere øgede værterne endnu engang. Denne gang på et drøn af et langskud fra midten af Jammerbugt FC’s bane halvdel, og med 3-0 på måltavlen, virkede det som game over. Alt håb om et comeback blev udslettet ca. et kvarter før tid, da der blev begået en fejl i de blå rækker og Dalum var fri til at score. 4-0, farvel og tak.

Inden den, med Jammerbugt øjne, triste affære blev blæst af, lykkedes det at pynte lidt på resultatet. Indskiftede Jakob Hjorth steg flot til vejrs og fløj ind i et indlæg fra Thomas ”Kuhn” Hansen. Bolden strøg i nettet, men reduceringen til 1-4 fik mindre betydning. Målet og målscorer Jakob Hjorth, som netop er vendt tilbage fra en længere skadespause, var et af de få lyspunkter i en kamp, hvor Jammerbugt FC var alt for længe om at komme i omdrejninger. Det kostede alle tre point på Fyn.

- Dalum lagde hårdt pres på os fra start og selv virkede vi slet ikke klar nok. Det gjorde vi havde svært ved at holde i bolden og vi blev stresset i vores aktioner. Men vi var stadig med i kampen og på vej ind til pause havde Dalum fået det maksimale ud af det med deres føring. Så selvom det ikke var godt, var vi egentlig  stadig ok med, forklarede Frode Langagergaard skuffet efter kampen. Cheftræneren øjnede et comeback i kampens anden halvdel, men comebacket udeblev.

- Vi får en god start på anden halvleg og har nogle store chancer for at score. Vi har chancer nok til at komme tilbage i kampen, men vi får ikke gjort tingene færdige. Det betaler vi prisen for i dag. Vi er alt forlænge om at komme i gang og skal være meget mere parat. Men det var over hele linjen, det ikke var godt nok i dag, og sejren til Dalum var fortjent – det må vi erkende, lyder det fra Langagergaard, der nu må på tilbage på træningsbanen og rette tingene til, inden en ny kamp venter.

Dalum – Jammerbugt FC: 4-1 (1-0)
29’ 1-0 Jakob Eigaard, Dalum
52’ 2-0 Jakob Eigaard, Dalum
56’ 3-0 Kasper Dreyer, Dalum
74’ 4-0 Jakob Eigaard, Dalum
79’ 4-1 Jakob Hjorth, Jammerbugt FC