Facebook

Jammerbugt FC godt fra land med tre point

4ebb6f27b3c55c4b1a8e0c081298a9e5.jpg
07-08-2017

Af Thomas Jansen

Premierekampe, ikke mindst mod oprykkere, er altid svære at forudsige. Sådanne første kampe i sæsonen lever ofte deres eget liv, og mod et nyt hold i divisionen, er der som regel sikkerhed for at møde ekstra energi og gejst.

Det var på mange måder også tilfældet, da Jammerbugt FC i sæsonens første runde mødte IF Lyseng på udebane søndag middag. Værterne fightede og gav aldrig op, men Jammerbugt FC gjorde heldigvis nok til at hive sejren i land.

Sæsonen startede mildt sagt med et brag, da Jammerbugt FC’s Mads Larsen kun få minutter inde i den nye sæson, direkte på frispark, sendte et projektil mod Lyseng målet. Her blev netmaskerne testet til det yderste, da kuglen bragede ind i det ene målhjørne. En flot og fremragerende start på kampen – og dermed sæsonen.

1-0 gav Jammerbugt FC et tidligt boost og kunne samtidig lægge en dæmper på de værste usikkerheder og eventuelle premiere nerver. Jammerbugt FC satte sig da også på bolden og som det var ventet, var det primært på hurtige omstillinger at divisionsdebutanterne fra Lyseng bed fra sig. Jammerbugt FC mandskabet var dog forberedte og selvom der var optræk til farlige situationer undervejs, så var Jammerbugt FC i kontrol og kunne tage en etmålsføring med til pause.

I de sidste 45 minutter fortsatte samme billede. Værterne lige syd for Aarhus var dog tvunget længere frem på banen for at jagte en udligning, og det lykkedes for IF Lyseng af komme tilbage i kampen med en udligning til 1-1.

Et kvarter før tid bed Jammerbugt FC dog fra sig igen. Et blåt gennembrud blev stoppet kort før feltet, hvor en Jammerbugt FC spiller blev nedlagt. Forseelsen gav et rødt kort til IF Lyseng og et frispark til Jammerbugt FC. Selvom det var tæt på, gentog Mads Larsen ikke succesen fra kampens start. I stedet blev bolden viftet til hjørne og derefter til endnu et. I tredje omgang gav dødbolden bonus, idet forsvarsspilleren, Søren Pedersen, dukkede på i værternes felt og styrede bolden i netmaskerne på ny. 2-1 til Jammerbugt FC og så skulle den bare køres hjem.

Det blev den, selvom Lyseng forsøgte at tvinge sig selv længere frem på banen i jagten på point. Det endte med en premieresejr på 2-1 til Jammerbugt FC og det vakte naturligvis glæde i Jammerbugt lejren efter sæsonens første 90 minutter.

- Ganske som forventet, så truede Lyseng os på omstillinger og i vores bagrum. Jeg synes vi løser opgaven godt. Der er stadig ting, som vi skal blive bedre til, men vi vinder første runde kampen mod en oprykker, som har masser af gejst og vilje, så vi har grund til at være tilfredse med udfaldet og indsatsen, lyder den umiddelbare vurdering fra Jammerbugt FC cheftræner, Bo Zinck, efter kampen.

- En premierekamp er altid svær, men vi viste mod og mandshjerte, og ikke mindst god arbejdsmoral. Der var fine ting undervejs og alt i alt var det en dejlig sejr og det var vigtigt at komme godt fra start, så vi er tilfredse, uddyber cheftræneren, som hurtigt skal vendeblikket frem mod en ny udfordring.

Det travle program for sæsonforberedelserne med tre træningskampe på en uge fortsætter nemlig i sæsonens første uge. Her er der bare to turneringskampe og en pokalkamp, som er på programmet. Allerede tirsdag aften gælder det pokalturneringen, hvor divisionskollegaerne fra Odder kommer på besøg i Jammerbugten. Det bliver en kamp, hvor sejr igen er målet, men også en kamp, hvor der skal roteres i truppen.

- Det er naturligvis meget kort tid vi har fra den ene kamp til den anden. Derfor vil vi også få set nogle nye spillere i aktion tirsdag. Vi har også en vigtig turneringskamp igen lørdag, som vi er nødt til også at have fokus på. Men vi har en god trup og det bliver godt at få set flere spillere i aktion. Vi går efter en billet til næste runde. Helt sikkert, siger Bo Zinck, der har et enkelt træningspas at gøre godt med inden pokalfodbolden ruller på Sparekassen Vendsyssel Arena tirsdag aften d. 8. august kl. 18.30 mod Odder.

IF Lyseng – Jammerbugt FC: 1-2 (0-1)
07’ 0-1 Mads Larsen, Jammerbugt FC
61’ 1-1 Issa Kharoub, IF Lyseng
73’ Rødt kort, Kristian Just-Østergaard, IF Lyseng
75’ 1-2 Søren Pedersen, Jammerbugt FC