Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Jammerbugt FC hentede vigtigt point i Aarhus

NicklasSoe.jpg
13-08-2016

Af Thomas Jansen

Inden mødet med VSK Aarhus havde Jammerbugt FC ikke tabt i de seneste seks betydende kampe. Denne positive statistik blev udbygget med endnu en kamp lørdag middag.

Det blev dog ikke til alle tre point hos det tidligere Skovbakken IK, men derimod et enkelt efter en kamp, der endte uafgjort 1-1.

Pointet kom i hus efter en lige dyst, hvor begge hold kunne have taget sejren og hvor det unge Jammerbugt FC mandskab på ny viste mental styrke og blandt andet afværgede et sent pres fra værterne.

Det var Jammerbugt FC som startede bedst og bragte sig i front allerede efter kun ni minutters spil. Det var en omstilling, som skabte målet, da Christian Rye, fra sin position på den centrale midtbane, flot spillede Nicklas Sørensen fri på kanten. Den unge offensiv spiller svigtede ikke. Køligt, fladt og sikkert sendte Nicklas bolden i det lange hjørne til en føring på 1-0.

Det var en lovende start fra Jammerbugt FC, men VSK Aarhus gav ikke slip. Kampen forblev en tæt affære i alle 90 minutter, hvor de to hold hver især havde sine øjeblikke. Værterne havde blandt andet et kort før pausen. Især på dødbolde viste VSK Aarhus tænder og det var også tilfældet efter 43 minutter. Et indlæg til bagerste stolpe blev headet tilbage på tværs af mål og i modsatte side sendt videre i nettet. Dermed var der udlignet til 1-1, hvilket var resultatet ved pausen.

Trods chancer i begge ender, blev der ikke scoret yderligere efter pausen og de to mandskaber endte med at dele pointene. I kampens døende sekunder fik værterne et rødt kort, men da var det for sent til at få nogen indvirkning på kampens forløb. Dermed forblev det 1-1, trods et par sene chancer til VSK Aarhus, hvor Holm i kassen viste sit værd. Det var et tilfredsstillende resultat for cheftræner Martin Pedersen og resten af Jammerbugt lejren.

- Jeg er tilfreds. Jeg synes der var spillemæssigt fremskridt i forhold til premieren. Vores offensiv spillere kommer alle til en række gode chancer og i defensiven får vi i størstedelen af kampen lukket godt ned for VSK Aarhus, sagde cheftræner Martin Pedersen efter kampen, der i stedet for det ene point nemt kunne være endt med både alle tre eller ingen point.

- Den kunne være tippet begge veje, og til sidst har de flere nærgående forsøg, hvor Holm redder os. Så vi er tilfredse med det ene point. Vi tager alle de point vi kan få og det er samtidig positivt, at vi er nu er oppe på syv kampe som ubesejret. Det vidner om styrke. Ikke mindst på den mentale front, hvor vi også i dag viser, at vi på dette område har rykket os. Igen i dag viste vi, trods vores unge alder, mental styrke og det er jeg glad for at se.

Med weekendens point indtager Jammerbugt FC en foreløbig tredjeplads, men der er fortsat masser af point at spille om. De næste er på fredag, hvor et andet Aarhus mandskab, Aarhus Fremad, kommer på besøg til en aftenkamp i Jammerbugten.

VSK Aarhus – Jammerbugt FC: 1-1 (1-1)
09’ 0-1 Nicklas Sørensen, Jammerbugt FC
43’ 1-1, Anders Gerding Kjeldgaard, VSK Aarhus
90’ Rødt kort, Christian Heegaard Dam, VSK Aarhus