Facebook

Jammerbugt FC henter endnu en forstærkning

Michael_Byskov.jpg
12-04-2017

Af Thomas Jansen

Det unge Jammerbugt FC mandskab har forud for forårets femte runde fået tilført vigtig erfaring med forstærkningen af Michael Byskov.

Det er dog ikke kun erfaring Michael Byskov skal bidrage med. Den alsidige midtbanespiller kommer med en lange række kvaliteter, som kan bidrage til at løfte Jammerbugt FC holdet i jagten på endnu en sæson i 2. Division.

Derfor er Jammerbugt FC naturligvis særdeles tilfreds  med, at det på nuværende tidspunkt i sæsonen er lykkedes at hente denne forstærkning, som i første omgang skal spille i den blå trøje resten af den igangværende forårssæson.

- Det bringer glæde i trænerteamet og jeg vil gerne rose klubben for at den har fået det til at ske. Michael er en vigtig forstærkning, som kan bidrage med mange ting, fremhæver cheftræner Lars Justesen og supplerer;

- Michael er en alsidig spiller, som kan dække mange positioner. Jeg mener Michael er bedst på den centrale midtbane, men han begår sig også både på kanten og en back. Så det giver os nogle muligheder. Samtidig er Michael utroligt arbejdsom ligesom han er teknisk stærk med en god boldomgang. En kæmpe motor, som kan være med til at fordele spillet og sætte nogle chancer op. Med sin alder og de mange 1. Divisionskampe på CV’et kommer Michael også med noget rutine, der kan give ro i kampene, når tingene spidser til.

Michael Byskov, der tidligere har spillet i Vendsyssel FF, er vendt hjem til Danmark efter et ophold i USA, hvor Michael var en fast del af midtbanen hos Jimmy Nielsens Oklahoma City. Siden hjemkomsten har midtbanespilleren trænet med i Vendsyssel FF, alt imens han har gjort sig overvejelser om sit næste skridt i fodboldkarrieren. Det skridt har nu sendt Michael Byskov til Jammerbugt FC på et i første omgang kort ophold.

- Michael har gået og overvejet sine muligheder lidt og pludselig opstod denne mulighed. Michael er som sagt en klar forstærkning for os, men Jammerbugt FC er også en god mulighed for Michael lige nu. Så det er en god løsning for begge parter, forklarer Lars Justesen, og den betragtning er Michael Byskov enig i.

- Der var flere ting herhjemme, der trak i mig, så derfor følte jeg tiden var inde til at vende hjem. Jeg kender Jan Rasmussen i Jammerbugt FC truppen, fra en fælles tid i Randers, og derigennem åbnede muligheden sig pludselig. Jeg havde en god snak med Lars Justesen og det endte med en god løsning for begge parter, fortæller den nye Jammerbugt FC spiller.

Selvom Michael Byskov slutter sig til Jammerbugt FC fire kampe inde i sæsonen, så regner spilleren med hurtigt at kunne bidrage til holdet.

- Jeg er glad for at være her. Jeg kender mange i klubben og falder derfor forhåbentlig hurtigt ind. Min grundform er i orden, så nu skal kampformen lige på plads. Men jeg er klar til at gå ind og tage ansvar og bidrage med min rutine på et ungt hold, og så vil jeg selvfølgelig meget gerne kunne hjælpe klubben med at undgå nedrykning fra divisionen, understreger Michael Byskov, der kan få sin debut i den blå trøje allerede Skærtorsdag, hvor Jammerbugt FC hjemme møder FC Sydvest i forårets femte runde.

Her forventes det i øvrigt også at midtbanekollega, Martin Thomsen, er klar til at komme i kamp, efter en mindre rolle i sidste runde. Den spillende assistenttræner er tilbage på banen efter en skade, der alligevel ikke har krævet operation, som det ellers først var ventet.