Facebook

Jammerbugt FC henter midtbane forstærkning

bfd1203fe3a93c7cc5a9b6874c5bad84.jpg
04-07-2017

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC har styrket truppen forud for den kommende sæson med tilgangen af Zander Hyltoft, der kommer til fra Vejgaard Boldspilklub.

Zander, som var en af de bærende kræfter på Vejgaards 2. divisionsmandskab i den netop afsluttede sæson, har lavet en 1-årig aftale med Jammerbugt FC.

- Zander har gjort det godt i Vejgaard og var i sidste sæson en af profilerne på holdet. Zander er ung og ærgerrig, og har stor motivation for at udvikle sig. Jeg er sikker på, at han vil have en positiv indflydelse på vores vindermentalitet og træningskultur, og så Zanders ankomst også med til at skærpe konkurrencen om pladserne. Zander er godt skolet fra sin tid i Hobro IK og passer på alle parametre rigtig godt ind hos os. Derfor er jeg også meget tilfreds med at denne forstærkning er lykkedes, fortæller Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck, mens den nye Jammerbugt FC spiller, Zander Hyltoft, også understreger sin glæde ved det nye samarbejde.

- Først og fremmest har klubbens målsætning om oprykningspil og ikke mindst klubbens set-up i det hele taget tiltalt mig meget. Derudover er jeg glad for at kunne opfylde min personlige målsætning om at fortsætte med at spille i 2. division. Så jeg glæder mig utroligt meget over at være blevet en del af Jammerbugt FC, siger en glad Zander Hyltoft, der forudser en spændende sæson med masser af gode udfordringer, både for holdet og på det personlige plan.

- Mine forventninger er helt klart at vi bliver en del af top 4 og jeg føler det meget motiverende, når jeg ser hvor stærkt holdet er og kan blive i den kommende sæson. Jeg vil gøre mit og ikke mindst bidrage med stor energi til både træning og kamp, og så har jeg et klart personligt mål om at spille mig til en fast plads på midtbanen, hvilket bliver en hård opgave. Men det er heldigvis kun stærkt motiverende med en masse konkurrence omkring pladserne, understreger Jammerbugt FC’s nye midtbanemand.

21-årige Zander Hyltoft har spillet i Hobro IK før han kom til Vejgaard Boldspilklub sidste sommer. Zander er bosiddende i Aalborg, hvor han læser på Universitet.