Facebook

Jammerbugt FC laver samarbejde med Lokal Update

LykkeWeb.jpg
Rasmus Lykke i fuld gang med at interviewe Jammerbugt FC's Thomas Nielsen.
03-01-2018

Du kan forvente mange flere videointerviews med Jammerbugt FC spillere og trænere til den kommende sæson, hvor Jammerbugt FC har lavet et samarbejde med Lokal Update v/ Rasmus Lykke.

Samarbejdet er et blandt flere nye tiltag i klubben, hvor fællesnævneren på tværs af dem alle er, at der skal løftes i flok, så Jammerbugt FC kan løftes til nye højder. De mange opgaver skal med andre ord bredes ud på flere hænder og ikke kun løftes af nogle få.

Således er dette samarbejde et supplement til den allerede eksisterende kommunikation, der de seneste mange år primært har ligget i hænderne på Thomas Jansen, som fortsat vil sidde ved tasterne blandt meget andet.

I overvejelserne bag samarbejdet ligger også de mange kommende kampe på Sjælland i forbindelse med forårets oprykningsspil. Rasmus Lykke er bosat på Sjælland og det giver derfor en god mulighed for at sikre sig optimal dækning af divisionsholdets udekampe.

- Jeg forventer mig meget af vores nye samarbejde. Jeg er rigtig godt tilfreds med vores nuværende kommunikation, som Thomas Jansen jo er og har været en vigtig del af, og jeg ser det nye samarbejde med Rasmus Lykke, som en spændende udvidelse af vores kommunikationsplatform. Vores kommunikation kan og vil dermed ramme et større og bredere segment, når vi fremadrettet kommunikerer mere hyppigt og via flere kanaler, forklarer Jammerbugt FC formand, Bøje Holmgaards Lundtoft og uddyber, hvorledes der generelt i klubben arbejdes målrettet på at styrke fundamentet hele vejen rundt.

- Med det nye samarbejde har klubbens bestyrelse forsøgt at fordele mere ansvar og flere arbejdsopgaver ud til flere personer, så vi er flere om at løfte opgaverne i den daglige drift af klubben. Dette er blot en mindre del af de rigtig mange arbejdsopgaver, der er i den daglige drift af en bredde- og elitefodboldklub på vores størrelse. Bestyrelsen har igennem det seneste års tid været igennem hele årshjulet og organisationen mv. i klubben, og vi ønsker at fastholde processen med at få organiseret arbejdsopgaverne i klubben på en sådan måde, at vi sammen står stærkere - og at vi er så mange som muligt, som bidrager til at løfte klubben i dagligdagen. Det sikrer også, at klubben ikke er så sårbar i forhold til enkeltpersoner, da der helt naturligt altid vil være et løbende behov for udskiftning af personer i forhold til arbejdsopgaverne i klubben.

Følg med her på jammerbugtfc.dk for mere klubnyt og ikke mindst på vores Facebookside, hvor du i den kommende tid kan glæde dig til masser af nye videoindslag med både spillere, trænere og øvrige personer i og omkring klubben.

Kort om Lokal Update og Rasmus Lykke:

Ramus Lykke har tidligere været tilknyttet KanalSport samt BK Frem og Ajax København. Derudover er Rasmus freelancer i DBU regi samt Thisted FC, ligesom han med sin kompagnon i Lokal Update også dækker større danske fodboldstævner som eksempelvis Vildbjerg Cup, Brøndby Cup, Limone Cup, Dronninglund Cup, Rødspætte Cup osv.