Facebook

Jammerbugt FC leverede stærk præstation mod Esbjerg fB

Van_der_Vaart_mod_JFC_web.jpg
27-09-2018

Af Thomas Jansen

Onsdag eftermiddag var niveauforskellen mellem toppen af 2. division og den bedste halvdel af Superligaen knapt til at få øje på.

Jammerbugt FC spillede således lige op med Esbjerg fB på Sparekassen Vendsyssel Arena i 3. runde af den danske landspokalturnering, Sydbank Pokalen.

Der skulle et uheldigt straffespark til at sende sejren små 300 km ned af vestkysten og sende Jammerbugt FC ud af pokalturneringen. En turnering de blåblusede divisionsdrenge forlod ærefuldt, med oprejst pande og til stående bifald efter 90 velspillede minutter.

Trods Esbjergs favoritrolle og en stærk startopstilling var det hjemmeholdet fra Jammerbugten, som tog teten fra første fløjt. Jammerbugt FC gik ind til opgøret som ubesejret dette efterår og havde ikke tænkt sig at holde igen. Det betød, at divisionsmandskabet, mod forventning, satte sig på spil og chancer de første 45 minutter. Det gav allerede i første minut en mulighed til Viktor Ahlmann fra distancen.

Når ikke Jammerbugt FC havde bolden under kontrol tog en kraftig vestenvind over, men sådanne forhold er vel hverdagskort for begge mandskaber. Det virkede i hvert fald ikke til at have den store indflydelse på spillet inde på banen.

Hos gæsterne var verdensstjernen, Rafael van der Vaart, med i startopstillingen og den fodboldbegavede hollænder fik da også en del lange blikke, da han løb ind på grønsværen i Jammerbugten. Men udover et par nærgående frispark, måtte også han sande, at de blå fra Jammerbugten ikke bare lige er til at lægge ned.

Første halvlegs største chance kom lige efter den halve time, hvor Jammerbugt FC, i en indøvet detalje, slog et hjørnespark tilbage til Mads Larsen, der sendte et indlæg på tværs. I feltet flugtede Nikolaj Lyngø med fuld kraft, men bolden strøg lige over mål. Det efterlod en fornemmelse af, at her var chancen, som skulle have været i nettet, men Jammerbugt FC blev ved.

Gæsterne fra Superligaen kom dog lidt længere frem mod 1. halvlegs afslutning og fem minutter før tid, måtte Lasse Steffensen lave en sidste øjebliks redning på målstregen, efter en bold i dybden havde åbnet Jammerbugt defensiven op.

Sead Gavranovic og Viktor Ahlmann fik sidste ord inden pausen, da de kombinerede sig igennem Esbjergs forsvar og sidstnævnte sendte bolden med vanlig kraft mod mål. Desværre strøg den lige forbi i det lange hjørne.

Det forblev således 0-0 halvvejs og Jammerbugt FC havde al mulig grund til at tro på pokaloverraskelsen. Faktisk ville det være ganske fortjent, hvis det lykkedes.

Men anden halvleg blev en anden historie. I hvert fald de første 5-10 minutter. Kun fire minutter efter pausen gled Lasse Steffensen i eget felt og ramte i faldet bolden med sine ene arm. Dommeren måtte fløjte straffe og Esbjerg greb sin chance. 0-1 nede ville det altid blive svært mod et velorganiseret Esbjerg mandskab med kvalitet på alle positioner, men Jammerbugt FC nægtede at give op. Og selvom det tog på kræfterne, at skulle jagte, så blev der skabt chancer nok til at spille sig tilbage med en udligning. Både Ahlmann og indskiftede Kasper Skov kom tæt på, inden en anden indskiftning Simon Jensen headede mod mål efter et hjørne og måtte se bolden blive afvist af en forsvarsspiller på målstregen.

Nej intet var afgjort før sidste fløjt, men desværre kom fløjtet før målet og så kunne Esbjerg glæde sig over at have levet op til den til tider svære favoritrolle og dermed en plads i bowlen i næste runde af pokalturneringen.

Jammerbugt FC var ude, men ikke nede. Spillerne blev, trætte og lettere slukøret, løftet fra banen af stående klapsalver fra et anerkendende publikum på Sparekassen Vendsyssel Arena. Her havde der været noget at komme efter og det var så tæt på. Derfor var ærgrelsen også stor efterfølgende i omklædningsrummet. Men når pulsen igen er kommet ned, bør stoltheden over præstationen tage over. Der var så meget positivt at tage med videre til hverdagen i 2. division, der lørdag går videre som om intet var hændt. Jammerbugt FC spillerne har sat en tyk streg under, at de er et hold, man skal regne med og at der er meget mere, hvor det kommer fra.

Esbjerg fB får en stor tak for besøget og får en god pokaldyst. Nu venter Dalum IF i weekenden, når Sparekassen Vendsyssel Arena igen inviterer ind til divisionsbold.

Jammerbugt FC – Esbjerg fB: 0-1 (0-0)
49’ 0-1 Adrian-Tabarcea Petre, Esbjerg fB (straffespark)

Jammerbugt FC: Emil Kobberup – Søren V. Pedersen, Lasse Steffensen, Nikolaj Lyngø (Simon Jensen), Mads Larsen – Max Møller (Kasper Skov), Christian Rye, Robert Kakeeto, Nicklas Sørensen (Anders R. Jensen) – Sead Gavranovic, Viktor Ahlmann