Facebook

Jammerbugt FC måtte acceptere nederlag i tæt topopgør

Aergerlig_Ahlmann.jpg
Arkivfoto.
28-10-2018

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC måtte gå slukøret af græsset på Hancock Arena i Skive lørdag eftermiddag, da Skive IK vandt topopgøret 2-0.

De to hold havde inden mødet begge hentet 28 point og delte tabellens 2. plads. Derfor var der lagt op til en tæt fight, og det blev det. Faktisk kunne det meget vel have været Jammerbugt FC, som trak det længste strå, men trods en på mange parametre god indsats, så var det Skive IK, der sørgede for målene og dermed alle tre point.

Det var ellers ikke mange chancer værterne blev tilladt af et velorganiseret og arbejdsomt Jammerbugt FC mandskab. Egentlig var det heller ikke nogen stor chance, som Skive IK bragte sig foran på. Til gengæld var det et særdeles veludført langskud. Da Jammerbugt FC clearede bolden efter et indkast, endte bolden ude midt på Jammerbugt FC’s banehalvdel og herfra blev der banket på kassen. Med stor fart fløj bolden i en lang og bestemt bue over i det ene målhjørne og overrumplede keeper Emil Kobberup.

Sekunder senere var Jammerbugt FC tæt på at svare igen med det samme, men forsøget i den anden ende strøg lige forbi foden af den ene stolpe. Dertil havde Jammerbugt FC en lille håndfuld gode chancer, bl.a. fra standarder, men ingen fandt desværre til nettet.

På mange områder udlignede de to mandskaber hinanden i en jævnbyrdig kamp. I perioder fik Jammerbugt FC presset spillet langt op på kanten af Skives felt, men hjemmeholdet bevarede roen og forsvarede sin føring. Jammerbugt FC byggede tålmodigt sine angreb op, men måtte ofte ty til skud fra distancen mod det kompakte Skive hold.

Samtidig lurede hjemmeholdet på omstillinger, men Jammerbugt FC aflyste disse, inden de blev farlige. I hvert lige indtil det sidste minut, hvor det gæstende Jammerbugt hold var presset til at bruge alle kræfter fremme på banen i jagten på en sen udligning.

Igen fik Jammerbugt FC ikke clearet bolden ordentlig og på kanten af feltet kom Skive IK på skudhold. Denne gang hoppede bolden lige foran Jammerbugt keeperen og videre i mål til 2-0. Opgøret var afgjort og Skive IK havde sikret sig eneret over tabellens andenplads – for nu.

Jammerbugt FC havde arbejdet godt for sagen og i perioder domineret spillet mod et stærkt Skive hold, men det blev ikke til mere end lige ved og næsten i flere omgange. Så trods det at spillet havde fortjent belønning i form af point, så stod spillerne tomhændet ved slutfløjtet.

Men selvom der ikke var point med hjem fra Skive, så var der masser af grund til at tro, at Jammerbugt FC fortsat har en stor rolle at spille i toppen af rækken, hvor det stadig er meget tæt, og hvor holdene skiftes til at slå hinanden i jævnbyrdige indbyrdes opgør.

Der er nu to runder tilbage af efterårssæsonen. Begge på hjemmebane for Jammerbugt FC. Først er det Tarup/Paarup IF, der lægger vejen forbi Jammerbugten og Sparekassen Vendsyssel Arena, mens sidste runde byder på et brag mod Brabrand.

Skive IK – Jammerbugt FC: 2-0 (0-0)
53’ 1-0 Thomas Santos Christensen, Skive IK
90’ 2-0 Mathias Bonde Mouritsen, Skive IK

Jammerbugt FC: Emil Kobberup – Søren V. Pedersen (Mathias Johannesen, Lasse Steffensen, Nikolaj Lyngø, Mads Larsen – Nicklas Sørensen (Morten U. Thomsen), Robert Kakeeto (Anders R. Jensen), Christian Rye, Michael Byskov – Sead Gavranovic, Viktor Ahlmann.