Facebook

Jammerbugt FC møder Holstebro i Ingstrup i første test

4f757e48f8907c21e5f6d57915797601.jpg
19-01-2018

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC spiller lørdag over middag forberedelsernes første træningskamp og her står Holstebro på den anden side af midterlinjen.

Kampen, der er flyttet til Ingstrup Stadion, kommer små to uger efter årets trænings og er en kamp, som har flere formål.

- Vi skal selvfølgelig ud og se spillerne lidt an. Dernæst så handler det om, at komme ud og få gang i de ting, vi arbejder med. Altså at vi igen får føling med vores spil og de ting vi gerne vil. Det handler jo om øvelse, men det handler også om at komme ud og vinde fodboldkampe igen. Men kampen er jo tilrettelagt ind i en større plan i forhold til at komme i rette form inden sæsonstart, og derfor har vi forskellige tanker fra kamp til kamp her i opstartsfasen. Kilometerne skal vi også nok få løbet, forklarer cheftræner Bo Zinck forud for årets første 90 minutter.

Her det som sagt Danmarksserie holdet Holstebro, som Jammerbugt mandskabet skal teste sig imod, og det er en modstander Bo Zinck ser frem til at krydse klinger med.

- De er tophold i Danmarksserien og så er de et ungt og teknisk kompetent hold med en dygtig træner. Derudover er det en god bane i Ingstrup, så jeg ser frem til at få skudt den første af mange træningskampe i gang lørdag, lyder det fra Bo Zinck.

Kampen spilles lørdag d. 20. januar kl. 12.45 på banerne ved Ingstrup Efterskole.