Jammerbugt FC Tipsdysten

Top 3 inden 9. runde:
7 rigtige - Revisionshuset Tal & Tanker
6 rigtige - Tømrermester Kristian Madsen
5 rigtige - Hos Banen

Se tippernes bud på kommende kamp mod Marienlyst her

Facebook

Jammerbugt FC nedlagde topholdet

007-3.JPG
Sonny Jakobsen åbnede og lukkede med to scoringer i den medrivende fodboldkamp, hvor Jammerbugt FC efter en flot holdpræstation blev det første hold til at besejre Skive IK i denne sæson.
17-05-2014

Af Thomas Jansen

Lørdag eftermiddag formåede Jammerbugt FC det intet andet hold har formået i denne sæsons 2. division vest.

På et solbeskinnet Sparekassen Vendsyssel Arena besejrede de blåblusede fra Jammerbugten nemlig rækkens absolutte tophold Skive IK.

Inden dagens møde havde Skive IK vundet sine seneste 18 kampe og havde endnu ikke et nederlag i statistikken denne sæson. Men det lavede Jammerbugt FC altså om på denne lørdag, og det blev endda gjort på fonem vis med stor kvalitet. Således endte det efter en underholdende kamp med en velfortjent sejr på 3-1 over det ellers så stærke tophold.

I det hele taget var det en skøn fodbolddag på Sparekassen Vendsyssel Arena, hvor de lidt over 200 tilskuere udover at nyde sommervejret, også kunne nyde en velspillet fodboldkamp, hvor der blev givet alt for at hive sejren i land. Derfor var det naturligvis og et tilfreds hold og en tilfreds træner som efter kampen kunne glæde sig over både resultat og præstation.

- Det er klart det bedste vi har spillet i meget lang tid. Det var ganske enkelt verdensklasse i dag, slog Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck uden tøven fast efter kampen.

- Vi holder højt niveau og får presset Skive godt, og også noget mere end de formentlig er vant til. Både offensivt og defensivt var det rigtig godt i dag. Vi holder dem godt væk fra chancer og får selv skabt en del i den anden ende, forklarede Zinck, som kunne se sit hold starte som lyn og torden.

Den blå bølge brusede frem fra første fløjt og allerede i kampens blot andet minut, blev Jammerbugt FC’s 9’er, Sonny Jakobsen, spillet fri med Skive målmanden, og her svigtede den træfsikre angriber ikke. 1-0 og dermed en drømmestart for Jammerbugt FC.

Energien, kampgejsten og sejrviljen var tydelig at få øje på hos hjemmeholdet, som havde sat sig for at denne kamp bare skulle vindes. Der blev dog alligevel bragt balance i regnskabet inden pausen, da Skives Mikkel Jespersen efter 17 minutter udlignede til 1-1. En stilling der holdte den velspillede 1. halvleg ud.

Efter pausen fortsatte Jammerbugt FC de gode takter, og efter kun syv minutter af 2. halvleg blev det belønnet. Denne gang var det Nickolaj Thomsen, som bragte den blå bølge i front. Thomsen kom først på reposten fra et Malthe Nygaard skud fra kanten af feltet, der var blevet pareret af Skive keeperen.

Det var en både intens og underholdende kamp de to dygtige mandskaber leverede denne dag, og da Sonny Jakobsen sluttede kampen som han havde startet den, nemlig med at score, så var det en ganske velfortjent sejr der blev sikret. 3-1 til Jammerbugt FC, og en helt igennem flot præstation blev dermed belønnet med tre point.

- Det er rigtig stærkt det spillerne præsterer i dag. Når vi alle rammer niveauet, er vi altså et godt fodboldhold. I dag bød alle ind og spillerne skal have stor ros. Vi er meget tilfredse med tre point ikke mange andre henter denne sæson, understregede en glad og tilfreds Bo Zinck, som dog så småt allerede kigger frem mod næste udfordring.

- Nu skal vi have armene ned inden vi besøger HIK i næste runde. Men det tager vi først fast på mandag. Indtil da vil vi have lov at nyde denne præstation.

Det er på lørdag turen går til hovedstaden, hvor Jammerbugt FC skal forsøge at holde det høje niveau i udekampen mod HIK.

Jammerbugt FC – Skive IK: 3-1 (1-1)

2’ 1-0 Sonny Jakobsen, Jammerbugt FC
17’ 1-1 Mikkel Jespersen, Skive IK
52’ 2-1 Nickolaj Thomsen, Jammerbugt FC
87’ 3-1 Sonny Jakobsen, Jammerbugt F

Tilskuertal: 216