Jammerbugt FC Tipsdysten

Top 3 inden 9. runde:
7 rigtige - Revisionshuset Tal & Tanker
6 rigtige - Tømrermester Kristian Madsen
5 rigtige - Hos Banen

Se tippernes bud på kommende kamp mod Marienlyst her

Facebook

Jammerbugt FC sadler om inden vigtigt forår

dbbab515385d209605e5ebc353ca3383.jpg
16-11-2016

Når Jammerbugt FC går ind til den kommende forårssæson 2017, bliver det med en ny bestyrelse og en ny cheftræner i spidsen for klubben.

Med udgangen af den netop afsluttede efterårssæson 2016 ophører samarbejdet med Martin Pedersen således i Jammerbugt FC, mens Lars Justesen med en fortid i Hobro IK og senest Esbjerg fB tager over som ny cheftræner.

Trænerskiftet sker sideløbende med dannelsen af en ny bestyrelse med ansvar for Jammerbugt FC’s eliteafdeling. En bestyrelse som på sigt også skal varetage ledelsen af moderklubben Jetsmark IF. Sidstnævnte sker i forbindelse med klubbens forestående generalforsamling først i det nye år, hvor den nye bestyrelse opstilles til valg - med hele den nuværende bestyrelses opbakning.

- Der er igennem flere år blevet gjort et stort stykke arbejde af den nuværende bestyrelse. Nu er tiden moden til nye øjne og friske kræfter. Det har der været enighed om, og vi ser frem til sammen at løfte opgaven med et nyt stærkt team, fortæller Bøje H. Lundtoft, bestyrelsesformand for den nye bestyrelse i Jammerbugt FC, der ligeledes består af Jesper Holmsgaard, Jens Ørtoft, Lars F. Lundtoft, Palle S. Holmbech og Søren Larsen.

Den nye bestyrelses første opgave bliver at styre klubben sikkert igennem et afgørende forår med overlevelse i 2. division som det væsentligste mål.

- Vi må erkende, at vi lige nu står med en stor udfordring. Vi går ind til et afgørende forår, hvor det handler om at sikre en plads i 2. division - og pointmæssigt står vi ikke med tabellens bedste udgangspunkt. Vi har derfor vurderet, at det rigtige var at sadle om nu, mens tiden fortsat er med os, forklarer Bøje H. Lundtoft med henvisning til trænerskiftet, der betyder, at Lars Justesen tager over som ny cheftræner i det kommende forår.

- Lars bringer ikke bare de rette fodboldfaglige og menneskelige færdigheder med sig, men også en stor portion trænererfaring fra højeste niveau i dansk fodbold, hvilket, vi er sikker på, kan blive afgørende for at få det maksimale ud af potentialet i vores unge trup. Dette skal indfri forårets vigtigste mål for Jammerbugt FC - nemlig at forblive med at være divisionshold for 15. år i træk, fortæller Bøje H. Lundtoft.

I denne sammenhæng skal også siges en stor tak til den nu afgående træner Martin Pedersen, som Jammerbugt FC ophører samarbejdet med.

- Martin er en dedikeret person og har ydet et stort stykke arbejde med en meget ung trup i Jammerbugt FC. Vi takker Martin for indsatsen og tiden i klubben - samt ønsker ham al mulig held og lykke fremover.