Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Jammerbugt FC spillertruppen tager form

Spilletroeje-closeup.jpg
05-08-2015

Sæsonstarten er lige om hjørnet og lige nu finpudses de sidste detaljer inden det igen går løs. Det gælder også sammensætningen af spillertruppen, hvor der er kommet nye forstærkninger til…

I sommerpausen har Jammerbugt FC sagt farvel til fem spillere. Kasper Stiller, Søren Lynge, Patrick Ehlers og Thomas Quorning har alle valgt at takke af grundet enten jobforhold eller studier, mens Sonny Jakobsen har valgt at fodboldfremtiden, for ham, ligger i Thisted FC.

Kasper Stiller, som har spillet i den blå trøje over to gange, gjorde allerede klart ved afslutningen af sidste sæson, at tiden nu var inde til at job og familie skulle have mere tid, mens fodbolden skulle fylde mindre. Derfor blev støvlerne lagt på hylden – i hvert fald i divisions sammenhæng.

For Søren Lynge, Patrick Ehlers og Thomas Quorning har det ligeledes været tilfældet at hverdagen uden for fodboldbanen, i form af jobforhold og studier, har gjort at fodbolden, for en stund, må nedprioriteres eller spilles i andre dele af landet. Dermed har denne trio i sommerpausen takket af i Jammerbugt FC.

Endelig bliver det også et farvel til den blå trøje for angriber Sonny Jakobsen, som har takket ja til et kontrakttilbud fra Thisted FC og således skifter forud for sæsonens første spillerunde.

Cheftræner Frode Langagergaard har været forberedt på, at der skulle tages afsked med enkelte spillere, men glæder sig over, at der i det store hele har været ro omkring truppen.

- Vi har i store træk formået at fastholde truppen intakt, og det var det vi gerne ville, så vi kan bygge videre på det fundament vi har. Vi har været vidende om de fleste af de spillere, der er i sommerpausen er stoppet i klubben. Derfor har vi kunne arbejde målrettet med at få sammensat den rette trup. Den korte sommerpause har dog udfordret os lidt på tiden, men vi har nu de fleste af vores ønskede forstærkninger på plads, fortæller Frode Langagergaard, der forud for sæsonpremieren, indtil videre, kan præsentere tre nye Jammerbugt FC spillere.

Klar til at tørne ud i den blå trøje er således Michael Nielsen og Christian Høgh, mens Simon Enevoldsen vender tilbage til klubben. Michael Nielsen kommer til fra Vendsyssel FF, mens Christian Høgh skifter fra Hobro IK. Simon Enevoldsen vender hjem til Jammerbugten efter et ophold i Viborg FF.

- Det er alle tre spillere, som kan komme ind og gøre en forskel. Michael har imponeret mig meget både til træning og i kamp. Han har vist ekstremt højt bundniveau og kan bidrage til mere stabilitet i vores spil, mens han også er mand for at gøre tingene på egen hånd, hvis tingene ikke går vores vej. Det kan give ekstra point på kontoen i løbet af sæsonen, forklarer Frode Langergaard, som er tilfreds med sin nye angriber, der i første omgang har tegnet en et-årig kontrakt.

Tilfreds er cheftræneren også med sine to andre forstærkninger. Simon Enevoldsen, der giver stærk konkurrence på målmandsposten, samt den alsidige Christian Høgh, der kan begå sig både på midtbanen og i front.

- Christian er en stor og stærk spiller med mange kvaliteter. Han dækker et stort område og kan spille alle positioner fra midtbanen og frem. Simon kender klubben godt og kommer nu tilbage en værdifuld erfaring rigere. Han giver os et luksusproblem på målmandsposten, hvor konkurrencen nu er endnu hårdere, vurderer Frode Langagergaard, som også fremhæver, at fem spillere fra egne rækker er rykket op som seniorer. Der er tale om Mads Larsen, Anders Rosengren Jensen, Søren Astrup, Simon Jensen og Lasse Steffensen. Spillere som sidste sæson indgik i U19 truppen, men som alle allerede trænede med divisionstruppen i foråret.

- Mads, Anders, Søren, Simon og Lasse er nu alle seniorer og en fast del af truppen. De har alle fem et stort potentiale og det bliver spændende at følge deres udvikling i den kommende sæson, fortæller cheftræneren og opsummerer;

- Vi arbejder fortsat på muligheden for yderligere forstærkninger, men alt i alt er vi rigtig godt tilfredse med truppens tilstand. Der er en god balance mellem erfaring og ungdom, og der er masser af kvalitet og udviklingspotentiale, så vi ser frem til sæsonstarten.

Sæsonstarten er som sagt lige om hjørnet. Nu fredag d. 7. august kl. 19.00 er der således kick off hjemme på Sparekassen Vendsyssel Arena, hvor Aarhus Fremad kommer på besøg.

Afslutningsvis bydes Michael, Christian og Simon velkommen i Jammerbugt FC, mens der til Kasper, Søren, Patrick, Thomas og Sonny skal lyde et stort tak for indsatsen i den blå trøje igennem årene. Alle fem ønskes held og lykke med fremtiden, både på og uden for banen.