Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Jammerbugt FC styrker sig med offensiv spiller

SpillertroejeFrontCloseup.jpg
05-08-2017

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC har sikret sig 24-årige Christopher Denius, som kommer til fra Vejgaard B. Christopher, der kan begå sig både som kant og angriber, har i første omgang underskrevet en ½ årig aftale.

Christopher Denius har været en del af Jammerbugt FC’s forberedelser frem mod weekendens sæsonpremiere og cheftræner Bo Zinck glæder sig over, at dette nu har resulteret i at Christopher bliver en del af efterårets Jammerbugt FC trup.

- Christopher er en ung og ærgerrig spiller, som passer godt ind i det vi gerne vil her i Jammerbugt FC. Christopher har god fart og en god fysik. Han er en spiller, jeg har kendt noget tid og som havde et godt forår i Vejgaard, og jeg tror, vi kan bringe det langt sammen. Nu ser vi i første omgang hinanden an det næste halve år og så håber vi på, at det kan blive til et længere samarbejde, siger cheftræner Bo Zinck, mens Christopher Denius også ser frem til samarbejdet.

- Der er flere ting som tiltaler mig ved Jammerbugt FC. Klubben er en etableret 2. divisions klub med et rigtig flot set up og som ved, hvad det kræver, for at være med i toppen af 2 division, siger Denius og understreger at han er indstillet på at give sig fuldt ud for at indfri holdets og egne ambitioner.

- Som Bo fortalte mig, skal man ville det 110 procent for at være spiller i Jammerbugt FC, hvilket gør, at man flytter sig hver eneste gang til træning og kamp. Samtidig stemmer det også overens med mine egne ambitioner om at være divisionsspiller og udvikle mig i et godt træningsmiljø, forklarer den nye Jammerbugt FC spiller, der er pædagogstuderende ved siden af fodbolden og bosat i Aalborg.

Tidligere har Christopher Denius repræsenteret Kjellerup  og som nævnt Vejgaard. Nu ser han frem til at tørne ud for Jammerbugt FC.

- Først og fremmest er vores målsætning en top 4, hvilket jeg tror er meget realistisk. Vi har en ung talentfuld trup, med et sundt gåpåmod og dygtige individualister. Med en blanding af det og Bo's vindermentalitet, skal det nok blive en rigtig spændende sæson. Personligt vil jeg spille så meget som muligt, om det så bliver som angriber eller kant er op til Bo. Konkurrencen er hård, men det er også det som gør, vi alle flytter os i den rigtige retning som fodboldspillere. Så jeg glæder mig bare til at komme i gang med det hele, forsikrer Christopher, der får muligheden for at komme i gang allerede søndag, hvor der er sæsonpremiere ude mod divisionsdebutanterne IF Lyseng.