Facebook

Jammerbugt FC U19 klar til at bygge yderligere på

TommyP.jpg
28-07-2018

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC’s U19 mandskab leverede, trods en smal trup, en flot præstation i sidste sæson, hvor det blev til en tredjeplads i Liga 1. Nu gør talentholdet klar til en ny sæson, og det ser lovende ud.

- Vi havde i foråret ikke den største trup til rådighed, da mange var på efterskole ophold. De spillere, der var væk, kommer nu tilbage, og faktisk gælder det dem alle. Det er et væsentligt boost for vores trup, og så fortæller det også en positiv historie om klubben, at det er samtlige spillere, der vælger at komme tilbage, fortæller U19 træner, Tommy Pedersen, og fortsætter;

- Det er meget positivt. Med 23-24 spillere i truppen bliver der stor kamp på pladserne. Det er vigtigt for udviklingen og det har vi manglet lidt det seneste halve år.

De unge spilleres træning suppleres sæsonen igennem med løbende integration til tilværelsen som seniorspillere, idet spillerne på skift træner med hos divisionstruppen. Noget der også er med til at flytte de unge mennesker.

- Vi har 4-6 spillere som træner med hos divisionen og betyder meget, at vi gør det sådan. Det er meget positivt for udviklingen af den enkelte spiller, forklarer Tommy Pedersen, der træner sine spillere tre gange om ugen.

I sidste sæson leverede holdet gode præstationer og spillede tætte opgør i de kampe, hvor det ikke blev til point. Nu skal der bygges yderligere på og potentialet hos de unge spillere foldes endnu mere ud.

- Sidste sæson må vi godt være stolte af. Jeg synes faktisk, det er imponerende, at vi præsterer en flot tredjeplads i den bedste række, vi kan deltage i. Vi gør det med mange 1. års, nogle 2. års og så suppleret med U17 spillere. Det viser den kvalitet, vi har og jeg mener sæsonen var over forventning, evaluerer U19 træneren, der gerne vil holdet fortsætter, hvor det slap inden sommerpausen, og meget gerne bygger på også.

- Det overordnede mål er igen top 4, som giver kvalifikation til den bedste række. Det går vi efter og det tror vi på, at vi kan lykkes med. Dertil handler det naturligvis om selve udviklingen af spillerne. Det ser rigtig fornuftigt ud og vi glæder os til at komme i gang. Nu varmer vi lige op med Dana Cup, som er en rigtig god måde at starte sæsonen på, og ryste holdet sammen. Derudover har vi en enkelt træningskamp, og så er vi i gang igen, slutter Tommy Pedersen.

Jammerbugt FC U19 lægger ud hjemme mod Brønderslev IF lørdag d. 11. august kl. 12.00.