Facebook

Jammerbugt FC ude af Pokalen efter ærefuld fight

010-4.jpg
Jammerbugt FC gav Brønshøj Boldklub kamp til stregen i en tæt pokaldyst.
28-10-2014

Af Thomas Jansen

Der var pænt besat på tilskuerpladserne, da Jammerbugt FC tirsdag eftermiddag i landspokalturneringen tog imod Brønshøj fra Nordic Bet Ligaen på Sparekassen Vendsyssel Arena.

Og de fik en rigtig mandfolkefight at se - en kamp, som ikke mindst det undertippede hjemmehold i lillebroderrollen havde stor ære af. De blåblusede matchede de hvepsestribede Brønshøjspillere, og sejren kunne lige så godt være gået til den ene side som til den anden i en fysisk hård match med meget spil midt på banen og med mange hårde og intense nærkampe.

Der var imidlertid også chancer i begge ender af banen. Således allerede i kampens første minut, hvor et forsvarskiks i Jammerbugt FC's forsvar nemt kunne have kostet et mål, men Mikkel Møller i hjemmeholdets mål fik afværget til hjørnespark. Herefter bølgede kampen frem og tilbage med chancer til begge hold ind imellem. Midtvejs i første halvleg havde Jammerbugt FC et par gode muligheder efter to hjørnespark, men stillingen var pausen var meget passende 0-0.

Det var med optimisme, både tilskuere og spillere kunne se frem til anden halvleg. Her skulle de lokale helte nemlig have både vinden og solen i ryggen. Kampen var da også fortsat jævnbyrdig trods det at Brønshøj til daglig spiller en række højere. Eksempelvis var Jammerbugt FC meget tæt på at bringe sig foran i kampens 52. minut og minuttet efter, hvor Sead Gavranovic efter et indlæg fra højre flugtede bolden lige over Brønshøjs mål.

Men også i den anden ende var der fare på færde - og i det 67. minut bragte favoritterne fra hovedstaden sig så foran 1-0. Først ramte bolden stolpen,
hvorefter en Brønshøj-spiller scorede sikkert på riposten med et velplaceret skud. Kampen var imidlertid stadig åben - bl.a. var Søren Reese meget tæt på at udligne i det 69. minut efter et hjørnespark. I stedet bragte Brønshøj sig på et skud næsten fra baglinjen foran 2-0 i det 74. minut. Jammerbugt FC kæmpede bravt videre, men kampen var med gæsternes andet mål reelt lukket. 0-2 blev da også slutresultatet, og dermed er Jammerbugt FC ude af pokalturneringen. Efter kampen var det derfor også en Jammerbugt FC cheftræner med blandede følelser som evaluerede.

- Det var en tæt kamp og jeg synes vi leverer en fin præstation. Vi havde chancerne til at score, men skal vi opsummere, må vi konstatere, at de var skarpere end os i feltet. Men vi matchede dem, så derfor kan jeg også kun være tilfreds med vores indtsats. Jeg er stolt af måden vi spiller på idag, det var en god præstation, men vi skal blive skarpere. Det er nødvendigt. Og i sidste ende gik de videre og det er naturligvis ærgerligt. Vi havde selvfølgelig gerne vundet kampen. Men nu kigger vi frem mod nogle vigtige kampen i turneringen, fortæller Bo Zinck udmiddelbart efter pokalkampen.

Holdet kan nu koncentrere sig om de vigtige turneringskampe i 2. division vest. Der resterer tre vigtige af slagsen i dette efterår - den første på lørdag hjemme mod Skovbakken IK, der samtidig er efterårets sidste kamp på eget græs, idet der sluttes af med to svære udekampe mod henholdsvis Marienlyst og Odder IGF.

Jammerbugt FC - Brønshøj Boldklub: 0-2 (0-0)
67' 0-1 Oke Akpoveta
74' 0-2 A. Lazarevic