Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Jan Rasmussen stiller støvlerne på hylden

Jan.jpg
Jan Rasmussen i et af sine velkendte fremstød op ad højre kant - modstanderen har naturligvis svært ved at følge med!
02-11-2017

Af Thomas Jansen

Når Jammerbug FC lørdag spiller årets sidste kamp på Sparekassen Vendsyssel Arena, markerer det samtidig enden på en lang og flot karriere i den blå trøje for Jammerbugt FC’s Jan Rasmussen.

I knap otte år har Jan Rasmussen sprintet op og ned af højre kant og kæmpet for point til Jammerbugt FC. Jan har dog udfyldt meget mere end denne rolle og har ikke mindst udenfor banen haft stor betydning gennem sine mange år i klubben, hvor den nu 29-årige Jammerbugt spiller har været garant for dedikation og lederskab, blandt meget andet.

Nu er tiden kommet til at runde af for den loyale nr. 2, som i bogstavelig forstand stopper på toppen, efter et efterår, hvor holdet har sikret sig 1. pladsen og oprykningsspil. Men hvorfor nu?

- Ja, hvorfor nu? Det et godt spørgsmål, starter Jan Rasmussen og overvejer sit svar et kort sekund, inden han fortsætter og afslører, at han trods tænkepausen, har truffet en velovervejet beslutning.

- Mange faktorer spiller ind. Det er ikke én bestemt ting. Det er en kombination af lyst, tid, arbejde og så er kroppen så småt begyndt at sige lidt fra, forklarer Jan, inden han hurtigt vender blikket fremad – med holdet i fokus, naturligvis. Jan er og bliver nemlig en teamplayer.

- Fremtiden for Jammerbugt FC tegner rigtig godt. Truppen ser stærk ud og de unge spillere har virkelig overrasket mig positivt. Deres udvikling er med pil opad, så hvad truppen angår, vil jeg mene Bo er i rigtig gode hænder, lyder Jan’s vurdering. I det hele taget har den snart ”fodboldpensionerede” divisionsspiller kun positive ting at sige om klubben.

- Jeg har den dybeste respekt for det arbejde, der bliver lagt i klubben bag kulisserne. Igennem min tid, har der været rigtig stor udskiftning på vitale poster i og omkring klubben. Men det set up, som langsomt er kommet ind nu, det giver mig sindssyg meget ro i maven, for så ved jeg, drengene er i gode hænder. 

Det skinner tydeligt igennem, at Jan så småt allerede er begyndt at mærke afsavnet komme snigende. Efter mange år skal den blå trøje nu hænges på knagen en sidste gang – eller måske nærmere lægges i Ingolfs vasketøjskurv – og under den trøje er så mange minder, med både op- og nedture.

- Det er sindssygt sørgmodigt, at skulle stå på ”Ingolf Park” og sætte støvlerne på hylden. Jeg har haft en vanttig god tid i klubben. Der har selvfølgelig været nogle bump på vejen, men det har kun gjort oplevelsen lidt mere interessant, forklarer Jan og uddyber;

- Personligt har der ikke været nogle deciderede mærkværdige nedture, men hvis jeg skulle pege en ud, må det være de seneste sæsoner i nedrykningspillet. Det har bestemt ikke været en dans på roser, men det endte heldigvis godt. 

Jan stopper op et øjeblik og fortsætter så; 

- Mens jeg har chancen, vil jeg også gerne undskylde for mine udfald i røde kort. Tænker ikke mindst på det mod Odder - håber I kan tilgive mig nu, smiler Jan og gør klar til at genkalde de mere muntre øjeblikke.

- Jeg har haft rigtig mange opture i mine snart otte år i klubben. Rent sportsligt bliver jeg nødt til at nævne vores tur i 1. division, Thomsen’s syv måls kamp, sejrene over Thisted FC og de 2. play off kampe mod Holbæk. Men i den tid, jeg har været i klubben, har de største opture været de mange dejlige mennesker, jeg har mødt, og jeg vil gerne takke hver og en. Uden jer ville jeg ikke have brugt otte år af mit liv på banerne og i klubben. Jeg vil også gerne hurtig lige nævne vores afslutningsture til Berlin, London, Amsterdam og Prag. Uden at gå i detaljer for vores koners skyld, griner Jan og fortsætter; så har det bestemt været en faktor, der har gjort vores omklædningsrum til et af Danmarks bedste - det skal I alle have tak for. 

I netop omklædningsrummet har Jan været en ekstrem vigtig brik gennem sine år i klubben. Altid klar til at gå forrest, til at tage ansvar og ikke mindst til at samle. Derfor står omklædningsrummet også højt op listen over de mange ting Jan kommer til at savne.

- Jeg vil klart savne omklædningsrummet! Det er svært, at sætte sig ind, hvis man ikke har prøvet det før, men det at opbygge et forum, hvor man altid får et ærligt svar og et klap på skulderen, hvis tingene ser sort ud, det er uundværligt. I bund og grund kommer jeg til at savne drengene og det sammenhold, der altid har været omkring dette hold, understreger Jan, alt imens smilet stille er blevet afløst af vemod.

Humøret er dog hurtigt på ret køl igen og inden støvlerne snøres en sidste gang, får Jan Rasmussen lov at sende en afskedssalut afsted.

- Ingolf din dejlige mand, din præstation i og omkring klubben er undværlig for holdet. Det arbejde, du gør, er limen, der holder det hele sammen. Du skal bestemt have en ekstra krammer. Og drenge, gamle som nye, I skal alle have en tak, for hold kæft hvor er I dejlige. Kan ikke sætte ord på, hvor meget jeg kommer til at savne jer, lyder det slutteligt fra Jan, inden han med et velkendt glimt i øjet runder af med ordene; 

- Vi ses på kroen, Tommy!

Jan vil bestemt blive savnet både på og uden for banen. Men døren står altid åben og hvem ved hvad fremtiden bringer, men for nu skal fra klubben til Jan Rasmussen lyde en stor tak for en kæmpe indsats gennem årene!