Facebook

Jan Steffensen tilfreds med sæsonpremiere

Jan_Steffensen_profil.jpg
06-08-2012

Af Kenneth Hansen (praktikant)

Blokhus FC’s assistenttræner kunne sammen med resten af Blokhus FC’s divisionshold glæde sig over en god start på sæsonen.

Blokhusfc.dk mødte efter kampen Jan Steffensen, som med de tre point i bagagen hjem til Nordjylland leverede en positiv evaluering af Blokhus FC’s første kamp i sæsonen.

Ud over de 3 point hvad var så specielt positivt ved kampen?

- Først og fremmest var det selvfølgelig vigtigt at få resultatet og de 3 point. Derudover var det vigtigt for holdet, at få en god start, og den succesoplevelse som følger med. Vi vidste, at vores forberedelse var i orden, da vi har haft en fornuftig optakt, men det er selvfølgelig rart at få det bekræftet i den første turneringskamp, da det altid er noget andet, når der bliver spillet om point. Derudover var det også dejligt, at se den energi der blev lagt for dagen fra holdet som helhed, hvilket også var en medvirkende faktor til, at det var os, som endte med at tage de 3 point.

Var der en bestemt spiller der gjorde et ekstra godt indtryk?

- Nej, det vil jeg ikke sige. Det var en meget tilfredsstillende præstation der blev leveret over hele linjen, hvilket resultatet også vidner om. Vi har haft stort fokus på, at det er holdet, som er stjernen og at det handler om at spille som en samlet enhed. Og generelt er det også tilfredsstillende, at spillerne havde en god fælles forståelse og leverede et godt samarbejde på banen, for vi skal huske på, at der trods alt er mange nye spillere, som er kommet ind omkring holdet.

Har der været specielle fokuspunkter inden kampen og forberedelse på modstanderen i ugen op til?

- Frem mod den nye sæson har vi lavet et systemskift, og det er noget vi har haft meget fokus på i optakten til den nye sæson. Efter kampen er der mange ting, vi kan tage med videre, samtidig med at der selvfølgelig er nogle elementer i vores spil, som vi skal have rettet til. Inden kampen mod BSV havde vi fået lidt informationer om vores modstander, som vi naturligvis forholdte os til, men derudover var BSV et meget ubeskrevet blad for os, og det passer os egentlig fint, da vi har et stort fokus på at spille vores eget spil frem for at justere ind efter vores modstandere.

Har I nogle specielle fokuspunkter frem mod den næste kamp?

- Ja, det kunne selvfølgelig være rart med en god sejrsstime, men nu må vi se hvordan det kommer til at gå.  Det er helt sikkert vigtigt, at levere en god præstation i sæsonens første hjemmekamp mod Kjellerup, for at vise publikum de gode takter, som holdet har vist. Men derudover tager vi det en kamp ad gangen, da det er vigtigt at bevare fokus på den enkelte kamp.  

Blokhus FC spiller lørdag d. 11. august hjemme mod Kjellerup IF kl. 15.00 – vi ses på Jetsmark Stadion!