Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Jeppe runder af som årets spiller

Jeppe_aarets_spiller.jpg
Årets spiller Jeppe Østenkær flankeret af Blokhus FC hovedsponsor Sparekassen Hvetbo ved Lars Larsen samt Blokhus FC supportklub ved Vibeke Sørensen.
18-06-2012

Af Thomas Jansen

Blokhus FC’s Jeppe Østenkær blev ved sæsonens sidste kamp i 1. division kåret som årets Blokhus FC spiller – en velfortjent afslutning på mange år i klubben…

Hjemmekampen mod FC Hjørring søndag d. 10. juni blev således Jeppe Østenkærs sidste på Jetsmark Stadion i denne omgang. Trods nederlaget til gæsterne fra Hjørring markerede kampen en flot og velfortjent afslutning på mange års tro tjeneste i først Jetsmark IF og siden Blokhus FC.

Nu trækker studierne Jeppe mod hovedstaden, hvor de næste år skal bruges på Copenhagen Business School, og dermed er Jeppes sidste kamp på Jetsmark Stadion altså spillet - i hvert fald i denne omgang…

Inden støvler og studiebøger blev pakket, tog vi en snak med Jeppe om tiden i klubben, fremtiden og selvfølgelig om kåringen som årets spiller.

En hård, men lærerig sæson i 1. division er nu slut – hvordan vil du beskrive din oplevelse af sæsonen?

Sæsonen har været lidt som nat og dag. Jeg synes vi har stor ære af vores efterår, hvor vi får skrabet okay med point sammen. Med lidt mere held havde vi også fået endnu flere point på kontoen, da jeg synes, der er flere kampe, hvor det har været de små marginaler, der har afgjort kampene til modstanderens fordel. Der skal ikke nogen doktorgrad til at forstå, at vores forårssæson ikke har været ret god. Vi har haft store problemer med at lukke af for modstanderne bagude, og har ligeledes haft problemer med at skabe de chancer og score de mål, som har været nødvendigt for at vinde fodboldkampe.

Hvad kan holdet og dig selv personligt tage med fra denne udfordring og fra den oplevelse det også har været?

På trods af det mindre gode forår, så har det været en stor oplevelse at spille 1. division, hvor vi både har besøgt nogle store stadions, men også spillet mod nogle rigtig dygtige fodboldspillere. Personligt har tiden i 1. division også bare bekræftet mig i, at jeg godt kan være med på det her niveau. Til trods for den nedtur vi har oplevet i foråret, så har truppen alligevel formået at holde humøret højt, og det synes jeg også blot vidner om, at det her hold nok skal rejse sig igen i den nye sæson. 

Du er blevet kåret til årets spiller, og så tilmed i sæsonen hvor du efter 12 år i klubben nu takker af – hvad betyder det for dig?

Det betyder selvfølgelig rigtigt meget for mig, at mine holdkammerater har vurderet, at jeg har haft en god sæson og fortjent den her titel som årets spiller, selvom vi som hold ikke over hele sæsonen har præsteret. At jeg får den her titel samme år, som jeg stopper i klubben efter 12 gode år er for mig personligt bare en perfekt måde at sige farvel på - jeg havde håbet på, at vi også kunne slutte af med en sejr, men som det har været kendetegnet ved resten af foråret, så har vi bare ikke været gode nok.

Du var den første spiller fra Jetsmark IF’s egne ungdomsrækker, som skrev kontrakt med klubben tilbage i 2005, og har siden været med hele vejen frem til Blokhus FC og den historiske oprykning til 1. division – hvordan har din tid i Jetsmark IF og Blokhus FC været?

Det har selvfølgelig været en stor oplevelse at være en del af den her overgang fra Jetsmark IF til Blokhus FC, hvor jeg godt har kunne mærke, at organisationen er blevet meget mere professionel. Jeg har i min tid på seniorplan haft tre forskellige træner, Henning Pedersen, Henrik Larsen og Søren Kusk, som alle har bidraget forskelligt til min udvikling som fodboldspiller. Jeg har altid været rigtig glad for at komme i klubben, hvor jeg har fået rigtige mange gode venner og bekendtskaber, samt haft mange gode oplevelser, hvor oprykningen til 1. division naturligvis er en af de oplevelser, der vejer tungest - det var jo bare en helt igennem perfekt sæson, hvor vi selv fik lov at afgøre oprykningen på hjemmebane. 

Nu starter et nyt kapitel for dig uden for banen, men vel også inde på banen – hvad er dine planer for fremtiden?

Det er altid specielt, når der skal ske noget nyt i ens liv. Jeg har været vant til at komme i Jetsmark fire til fem gange om ugen, og det er lige pludselig slut nu - i hvert fald for en stund.

Jeg er kommet ind på ønskestudiet i København på CBS (Copenhagen Business School), hvor jeg skal læse min kandidat i finansiering og regnskab.

På det fodboldmæssige plan skal jeg ud at finde mig en ny klub. Jeg har ikke haft mulighed for at undersøge hvor jeg skal fortsætte med at spille fodbold, da jeg først har fået svar på min ansøgning d. 15. juni. Derfor står jeg p.t. uden nogen plan for hvor jeg skal fortsætte. Jeg håber selvfølgelig på, at jeg kan fortsætte med at spille fodbold på et så højt plan som overhovedet muligt. Om det så bliver 1. division eller 2. division må tiden vise.

Det er blevet tid til at takke af efter 12 år i klubben. Er der nogle sidste ord du ønsker at have med inden nøglen til træningsskabet afleveres til Ingolf – til midlertidig opbevaring altså. For du vender vel tilbage?

Jeg vil gerne sige stor tak til alle mine holdkammerater gennem tiden for mange gode timer. Der skal også lyde en tak til alle i og omkring klubben, specielt Ingolf, der har været en fast bestanddel i den tid jeg har spillet.  Jeg har altid følt mig velkommen og værdsat, hvilket har betydet rigtig meget for mig, og det er da også derfor, at jeg selvfølgelig gerne vender tilbage til klubben, hvis jeg skulle vende retur til Nordjylland - og det har jeg jo lovet min mor, at jeg gør…

Tak for nu!

Fra Jetsmark IF og Blokhus FC skal også lyde en stor tak til Jeppe for mange års tro tjeneste samt et held og lykke med de nye udfordringer i fremtiden. Ja, og så håber vi naturligvis, at du holder hvad du har lovet din mor Jeppe...