Jammerbugt FC Tipsdysten

Top 3 inden 16. runde:
10 rigtige - Revisionshuset Tal & Tanker
10 rigtige - Tømrermester Kristian Madsen
10 rigtige - Garant Brovst

Se tippernes bud på kommende kamp mod Skovshoved IF her

Facebook

Justesen jagter ny hjemmebane succes

JustesenOgAss.jpg
26-05-2017

Af Thomas Jansen

Sæsonen nærmer sig sin sidste tredjedel og det begynder at spidse til. Kamp for kamp stiger spændingen og tabellen insisterer på at forblive nervepirrende tæt. Lørdag venter derfor endnu en spændende finalekamp.

Denne gang kommer Holbæk på besøg i Jammerbugten og tre point fra denne dyst kan blive meget værdifulde, og selvom Jammerbugt FC mandskabet for en stund måtte i knæ på Fyn i sidste rundes nederlag til Næsby, så er troen på en ny hjemmesejr fortsat intakt.

- Efter tre sejre på stribe måtte vi i sidste weekend ned og bide i græsset. Vores første tredive minutter på Fyn var ikke godkendt, men til gengæld gør vi det godt i resten af kampen. Derfor er det også så ærgerligt, at vi skal jagte kampen pga. den mindre gode start, og at det koster os alle tre point – dog til en god modstander, skal det siges, genkalder cheftræner Lars Justesen.

De manglede point har betydet, at de blåblusede ikke trak yderligere væk fra nedrykningsstregen, men fortsat ligger midt i den store klump af hold, der i de kommende runder kan blive trukket ned, hvor divisionsfodbold ikke længere tilladt.

- Vi fik armene ned på vores tur til Næsby, men pulsen er stadig oppe. Der venter nemlig endnu en virkelig spændende finale lørdag – det er efterhånden standard dette forår, konstaterer Lars Justesen, der ikke levnes mange muligheder for et roligt øjeblik dette forår.

- Med sin sejr i weekenden bragte Holbæk, sig op over stregen og er nu igen lige i hælene på os. Holbæk er et stærkt mandskab, som især på hjemmebane har vist sit værd og vundet alt dette forår. Lørdag er det dog os, der har hjemmebanefordelen og vi glæder os over at være tilbage på vores egen gode bane med opbakning i ryggen, understreger Jammerbugt cheftræneren, der tror fuldt og fast på igen at smage succes på hjemmebanen.

- Sidst vi spillede her fik vi en succesoplevelse mod HIK og det har vi i sinde at gentage mod Holbæk. Det kræver, at vi spiller op til vores bedste. Holbæk er dygtige og viste i seneste runde, at de trods fraværet af deres profil Jonas Thomsen, der er ude med karantæne, sagtens kan alligevel. Selv måtte vi sidst undvære Viktor Ahlmann til karantæne og vi er glade for han nu er tilbage. Desværre må vi derimod se bort fra Lasse Steffensen, som har taget Viktors plads på karantænelisten. Men som det er tilfældet for Holbæk, så har vi også flere strenge at spille på og vi har derfor også stor tro på, at vi kan få succes i dag, fortæller Justesen.

Kun et point skiller Jammerbugt FC og Holbæk inden lørdagens møde, mens blot seks point skiller rækkens nummer tre med rækkens nummer ni. Det siger det hele. Der er ikke langt mellem succes og fiasko, og de noget så velkendte marginaler virker nu mere relevante end nogensinde før.

- Det bliver en svær opgave, som kræver at vi spiller med mod og tør spille os forbi Holbæks første pres, som normalt ligger højt. Gør vi det, mener jeg vi har rigtig gode chancer, og er vi der, som vi var mod HIK, så har jeg stor tro på at vi vinder, også selvom om Holbæk er gode. Rækken bliver ved med at samle sig og der er ikke mange point, der skiller holdene. Det er fortsat tæt og derfor er det endnu mere vigtigt, at vi i dag rejser os efter skuffelsen i Næsby og sikrer os de tre point, inden vi tager hul på sidste tredjedel af sæsonen. Det bliver endnu en spændende fodboldkamp for Jammerbugt FC, fremhæver Lars Justesen, inden han og resten af den blå bølge skal ud i endnu nøglekamp lørdag d. 27. maj kl. 15.00 mod Holbæk på Sparekassen Vendsyssel Arena.