Facebook

Kære Fans...

Her_ruller_den_blaa_boelge.jpg
03-05-2011

Med syv kampe tilbage at spille, er spændingen fuldstændigt intakt i 2. division vest. Hvis Aarhus Fremad formår, at vinde deres udsatte kamp i Middelfart midt i ugen, vil der være to point mellem nr. 1 Aarhus Fremad og nr. 3 Thisted FC, hvor vi vil ligge imellem disse to mandskaber.

Vi skal selv til Thisted fredag aften, som unægtelig bliver en mere end spændende kamp, hvor taberen som udgangspunkt må forventes at tabe lidt terræn i topstriden. Og så alligevel, for vi skal ikke mere end et par runder tilbage, hvor Thisted FC havde tabt lidt i forhold til Aarhus Fremad og os, men nu er de i den grad med igen.

Dette er kun beviset på at alt fortsat kan ske i divisionen og vi kan forvente, at vi skal helt hen til sidste spillerrunde før noget er afgjort.  

Hvis vi kigger på vores eget hold hen over Påsken og nu i lørdags, så var Påsken ikke for god ved os. Nul point i to kampe og en målscore på 5-9. Det mest opsigtsvækkende var nok, at vi trods fem mål i Middelfart alligevel ikke formåede at få point med hjem. Det er sådan noget der normalt ikke må ske, men det skete og det er noget vi må tage med i vores videre udviklingsproces. Som Søren Kusk rigtigt nok sagde før kampen i lørdags imod Rishøj, så virkede det som om vi ikke ”turde” at spille. Vi var måske bange for at lave fejl.

Kampen i lørdags var, specielt i 1. halvleg, ikke nogen stor kamp. Om det var banens beskaffenhed (hård og knoldet) eller om det var efterveer efter to kampe i streg uden point, der sad i spillerne, skal jeg lade være usagt. Men helt godt var det ikke at se på, trods en føring ved pausen. Men hvad der skete i pausen, skal stå hen i det uvisse, men specielt en spiller vil med stor garanti ikke glemme de sidste 45 minutter lige foreløbigt. Med seks mål på 45 minutter og syv alt i kampen, vil vores ”bomber” Nickolaj Thomsen, sent glemme denne kamp. Ikke bare skrev Nickolaj sig ind i historiebøgerne i dansk fodbold, men han sikrede også en pludselig kæmpe interesse for Blokhus FC og ikke mindst ham selv. Både TV og de store landsdækkende aviser fandt pludselig ud af at Jammerbugt Kommune har et divisionsfodbold, med en rigtig bomber.  Kampen mod Rishøj vil blive husket af mange, også i årerne der kommer!

Personligt tror jeg ikke vi skal ligge så meget i at vi har tabt to kampe i træk. Det er selvfølgelig altid træls at tabe kampe og så endda to kampe i streg på dette tidspunkt. Men over hele sæsonen har vi ”kun” tabt tre kampe ud af 23, så det er faktisk ikke så dårligt endda. Vi er med helt fremme i kampen om den ene plads, der giver muligheden for oprykning, og det spiller vi efter. Også selv om en oprykning ikke er et konkret mål i denne sæson, så skal der ikke herske nogen tvivl om at vi selvfølgelig spiller for at vinde, og gerne alle kampe. Men skulle det ikke lykkedes og skulle det ikke lykkedes at rykke op i denne sæson, så er det ikke en fejlet mission, vores mission er at få udviklet en række unge dygtige spillere, således at når turneringsstrukturen er helt på plads til sæsonen 2012/2013, så skal vi spille med omkring oprykning til 1. division.

I de første tre hjemmekampe i foråret har der været rigtigt mange ude at se holdet, og det har spillerne også bemærket. Dejligt at vi har kunnet samle så mange og forhåbentlig er det også noget der kan fortsætte de tre næste hjemmekampe i sæsonen. Spillerne synes trods alt det er lidt sjovere at spille foran mange mennesker.

Husk at efter vi har spillet den sidste hjemmekamp i foråret, den 11. juni, hvor Varde kommer på besøg, så holder vi en stor afslutningsfest, hvor alle er inviteret. Her vil spillere og trænere også være til stede, men der kommer meget mere information omkring dette senere.

Husk også at vi spiller den næste hjemmekamp mod Tjørring IF lørdag den 14. maj kl 15.00, men allerede nu på fredag gælder det Thisted FC på udebane i den meget vigtige topkamp.

Vi ses til topbrag i Thisted!

Med venlig hilsen

Mogens Andersen
Direktør, Blokhus FC