Facebook

Kære Fans...

Mogens_Andersen_-_Kaere_Fans.jpg
10-08-2011

Sæsonstarten nærmer sig med hastige skridt for vores vedkommende. På søndag kl. 15.00 indleder vi et liv i en helt ny verden, nemlig 1. division, hvor vi kommer op imod hold, som har lange traditioner i dansk top fodbold.

Blokhus FC og Jetsmark IF har været på denne rejse i mange år, og nu står vi her endelig. Så det er både med glæde og stolthed i tankerne, at vi ser frem til kampen på søndag. Samtidigt er det dog også med en smule nervøsitet og ængstelse, for 1. division er en hel ny verden for Blokhus FC. Vi er det eneste hold, der er rykket op, så vi kan ikke engang sammenligne os med en anden oprykker. Vi er i en division, der er blevet reduceret med to hold i forhold til sidste sæson, alle øvrige hold har som minimum et års erfaring fra 1. division, og en del af de hold vi er oppe imod har spillere, der udelukkende skal koncentrere sig om at spille fodbold og ikke andet.

Når jeg kigger på de sidste par uger og ser på aktiviteten i dansk fodbold, må jeg med stolthed konstatere at vi har fasthold vores måde at gøre tingene på, selv om vi nu er i 1 division. Det har vi gjort ud fra en økonomisk vinkel, men også en udviklingsvinkel. Det kan sagtens komme til at virke frygtindgydende når vi kigger på de spillere der hentes ind på de forskellige hold i 1. division. Både fra andre danske hold, men så sandelig også fra andre lande. Det er gode erfarne spillere på papiret, sikkert også ganske økonomisk tunge spillere, hvor vi slet ikke kan være med.

Vi har indtil videre fået fire spillere ind på holdet, tre på 19/20 år og så den ældste af Østenkær brødrene på 26 år. Jeg vil vove den påstand, at vi er det hold i 1. division, der har langt den yngste spillertrup og samtidigt den mindst erfarne. Vi kommer til at spille mod hold, som har enkelte spillere, der tjener lige så meget om måneden som vores samlede spillertrup tilsammen. Det i sig selv, burde for alle i og omkring vores lille lokalområde til at ryste i bukserne, men fakta til trods, er vi ganske optimistiske om end realistiske. Vi er klar over, at visse hold bliver en MEGET stor mundfuld for os, vi er klar over, at vi kan komme til kort i mange momenter og vi er klar, at skal vi overleve vores første sæson i 1. division, så kræver det noget ekstraordinært af både spillere og trænerteam. Men fællesnævneren for frygten er, at vi den til trods, tror på det!!

Der vil sikkert være nogle kloge hoveder i dansk fodbold, der vil kalde os ”naive”, men vi har ganske enkelt ikke midlerne til at gøre andet end det vi gør, og det fastholder vi. Det er samtidig det vi tror på. Der kommer også en sæson efter denne, og den vil vi også gerne være med i. Vi tror på udvikling er vores vej frem, frem for at forsøge at købe os til en umiddelbar succes. Når det så er sagt, så skal det ikke være nogen hemmelighed at trænerteamet mangler en spiller for at fuldende vores spillertrup. Tabet af Conor O’Brien er stort, så det hul mangler vi at fylde ud. Men indtil videre har en kombination af, at vi ikke føler den rigtige spiller har været der, til de penge vi har til rådighed gjort, at vi endnu ikke har hentet denne spiller ind. Vi har været tæt på en enkelt gang, men vi havde ikke økonomien til det, og derfor blev en anden klub valgt. Det må vi respektere, det er ”spillets” regler. Og skulle det ikke lykkedes at finde den spiller der passer ind, så lever vi også med det.

Vi har mødt en utrolig interesse efter vores oprykning og vi føler opbakningen har været fantastisk uanset hvor vi kommer. Opbakningen er også en nødvendighed for at kunne klare sig i det meget fine selskab vi er kommet i. Så vi glæder os til at kunne give jer alle endnu flere gode og spændende oplevelser på Jetsmark Stadion, som sæsonen skrider frem. Det bliver svært, MEGET svært, men vi er optimistiske, også til trods for den resultatmæssige afklapsning i lørdags i sidste træningskamp mod FC Fredericia.  Hvis vi ikke var klar over sværhedsgraden i 1. division før i lørdags, så burde vi være det nu!!

Søndag gælder første slag, så velkommen til 1. division og rigtig god sæson til alle!

Med venlig hilsen

Mogens Andersen