Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Kære Fans...

Her_ruller_den_blaa_boelge.jpg
24-03-2011

Tiden nærmer sig for den første hjemmekamp i foråret. Alle går rundt med små sommerfugle i maven, spændingen stiger og ingen kan vente til lørdag eftermiddag kl. 15.00.

De fleste sommerfugle er heldigvis væk, eftersom vi sæsonstartede i lørdags i Grenå, hvor vi spillede os til tre point med en 2-1 sejr over FC Djursland. Til den kamp, måtte vi desværre undvære en hel række spillere af den ene eller anden årsag, men trods det faktum, så blev de 3 point trods alt stadig bragt med bussen hjem.

De dårlige nyheder
Vi har været hårdt ramt i opstarten, og vi er fortsat hårdt ramt når vi kigger på alle de, der sidder udenfor. Peter Tranberg fik i træningskampen mod Aarhus Fremad en muskelskade ved knæet samt en mindre blødning i en ledkapsel og de seneste meldinger lyder på, at Peter kan begynde at træne med igen om 3 til 4 uger, hvis alt går vel. 

Christian Overby meldte fra til kampen mod FC Djursland i den tro han havde pådraget sig en influenza. Det har nu vist sig at være meget værre end først antaget, da Christian har fået konstateret meningitis. Christian er derfor væk fra truppen i en længere periode, og vores tanker er selvfølgelig med Christian i denne periode.

Både Rasmus Christiansen og Kasper Knudsen, som begge fik kampe i efteråret, er også begge ukampdygtige. Begge har knæskader og der er stor usikkerhed omkring, hvornår de igen er klar til at træde ind i spillertruppen.

Udover at måtte undvære ovennævnte spillere har Søren Vangsted og Mark Larsen, begge unge spillere med store potentialer, indtil videre valgt at holde pause fra fodbolden grundet skader. Forhåbentlig ser vi dem begge i truppen igen senere, men i foråret er der fodbold fri for begge. Søren Vangsted var med i den første træningskamp op til foråret, hvor han også scorede i nederlaget til AaB’s U19.

De gode nyheder
Heldigvis er der også gode nyheder, og i forhold til sidste uges kamp, så har vi Conor O’Brien og Simon Enevoldsen klar igen efter overstået karantæne. Hvorvidt de spiller, er helt op til Søren Kusk.

Simon Rosenqvist, som heller ikke var med i lørdags, har trænet med i ugens løb, og det ser ud til at han kan indlemmes i truppen til lørdagens hjemmekamp.
Alt i alt er det dog mange spillere, både stamspillere og unge talenter, vi har manglet og kommer til at mangle i foråret. Men dem vi har til rådighed, er jeg overbevist om nok skal leve op til vores forventninger.

Samtidig skal vi også være klar over, at vi er holdet alle gerne vil slå. Vi er tophold, rækkens duks lige pt., og det betyder, at alle de hold vi kommer til at møde, vil give lige det ekstra for den skalp, der hedder ”Blokhus FC”. Den vil de fleste nok gerne tage. Der ligger derfor mange udfordringer til vores hold i foråret, men det er en god udfordring for holdet, at lære at være tophold og styre forventningerne, ikke kun fra omgivelserne, men så sandelig også fra dem selv.

Overvejelser om kamptidspunkter
Vi har i løbet af de sidste par måneder drøftet om kamptidspunktet lørdag kl. 15.00 er det rigtige tidspunkt. Vi ved der er mange andre aktiviteter og mange andre fodboldkampe i nærområdet lørdag eftermiddag. Vi var derfor langt i vores overvejelser om at flytte hjemmekampene til søndag kl. 13.00. Vi har også forsøgt, at flytte nogle af vores allerede planlagte hjemmekampe til om søndagen, men det har vi ikke kunne blive enige om med vores modstandere, så i foråret fastholder vi de allerede planlagte kamptidspunkter. Når vi kommer til planlægningen af sæsonen 2011/2012 er det dog helt sikkert noget vi vil have med i vores overvejelser.

Banen meldes klar og vi håber på stor opbakning til holdet
Kigger vi på tilskuertallene fra efteråret, var vi meget sjældent over 300 tilskuere til vores hjemmekampe, og det synes jeg er for lidt. Vi burde kunne samle 400-500 tilskuere til kampe på Jetsmark stadion og det vil være målet for foråret, at få øget tilskuerinteressen. Om end ikke andet, så for spillernes skyld. De om nogen fortjener der kommer så mange som muligt og bakker dem op på hjemmebane.

Med udgangspunkt i de nuværende vejrudsigter meldes banen, trods den hårde vinter, klar til kamp og vi glæder os meget til på lørdag, hvor vi håber at mange kommer ud og bakker vores spillere op. Så til alle jer der tjekker ind på stadion på lørdag, vel mødt og rigtig god kamp.

Med venlig hilsen

Mogens Andersen
Blokhus FC