Facebook

Kaptajn og vicekaptajn forlænger

Tranberg_og_Damgaard_forlaenger.jpg
Andreas Damgaard og Peter Tranberg, her i selskab med Simon Enevoldsen, ser frem til nye udfordringer i Blokhus FC trøjen.
12-07-2011

Af Thomas Jansen

Blokhus FC’s anfører Peter Tranberg samt viceanfører Andreas Damgaard har begge forlænget sin kontrakt med Blokhus FC. Begge er gældende for et år.

Peter Tranberg og Andreas Damgaard har i den forgangne sæson begge været en vigtig del af grundstammen på det Blokhus FC hold, som sikrede sig oprykning til 1. division. Derfor glæder det også Blokhus FC direktør Mogens Andersen, at duoen ønsker at fortsætte i klubben.

- Både Peter og Andreas har været en vigtig del af holdet gennem længere tid nu og derfor er dette også to vigtige forlængelser for os. Peter har en enorm rutine, hvilket er afgørende for vores unge hold, og Andreas, som stadig er ung, har udviklet sig til en sikker styrmand i vores bagerste kæde.

Blokhus FC duoen deler klubbens glæde over forlængelserne og ser nu frem til nye udfordringer iført Blokhus FC trøjen.

- Jeg er glad for endnu et år i Blokhus FC og glæder mig meget til at skulle prøve kræfter med 1. division i den kommende sæson. Det bliver et spændende år med mange nye udfordringer og jeg håber at kunne udvikle mig yderligere som fodboldspiller gennem det næste år i Blokhus FC, fortæller Andreas Damgaard, som i næste sæson fortsat skal styre slagets gang fra Blokhus FC’s midterforsvar.

Peter Tranberg, som har været i Blokhus FC gennem mange år, ser ligeledes frem til fortsat at være en del af den klub han har været med til at føre op i 1. division.

- Jeg er glad for forlængelsen nu er på plads og et år passer rigtig godt for mig. Det er dejligt, at kunne være med til at videreføre det store arbejde vi spillere og klubben har gennemført de senere år. Oprykningen har vi arbejdet stenhårdt for og nu bliver det spændende at skulle prøve kræfter med 1. division. Her skal det stenhårde arbejde videreføres, understreger Blokhus FC’s anfører, som sammen med resten af Blokhus FC truppen starter træningen efter sommerferien på torsdag d. 14. juni.