Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Komfortabel sejr over kompetent modstander

1a2aff09b05e228f1ce4194b96700eb0.jpg
26-02-2014

Af Thomas Jansen

Jammerbugt  FC hentede tirsdag aften forberedelsernes første sejr efter en særdeles lovende indsats mod et stærkt Randers Freja mandskab.

Den blå bølge måtte ellers gå fra første halvleg bagud 0-1, men efter kampens anden halvleg kunne de nordjyske divisionsdrenge til gengæld glæde sig over cifrene 4-1 i hjemmeholdets favør. Glad var også cheftræner Bo Zinck, som havde meget positivt at glæde sig over efter kampen. Også selvom 1. halvleg i perioder var domineret af gæsterne fra Randers.

- Vi er ok med i de første 45 minutter, men de sidder bedst på kampen, og spillemæssigt kunne vi have været bedre med. Vi holder dem dog godt, og udover et langskud på træværket, har de kun chancen de scorer på, refererer Bo Zinck om de første 45 minutter af en kamp, hvor Jammerbugt FC for alvor fik hul på scoringerne i anden halvleg.

- Spillemæssigt kommer vi godt med efter pausen, og vi får scoret på et par gode omstillinger. Defensivt var det også godt og det var rart at der i denne del af vores spil var flere positive overraskelser, forklarer Zinck, som havde mange gode positive aspekter at tage med videre i forårsforberedelserne.

- Fysisk var det også ganske ok. Vi havde fokus omkring vores presspil, og det fungerede rigtig godt og generelt viser vi større disciplin i de ting vi laver i dag. I det hele taget går vi bare ud og gør de ting vi har talt om at gøre. Så alt i alt var det meget positivt og en rigtig god kamp.

Jammerbugt FC’s scoringer blev som bekendt alle sat ind i kampens anden halvleg, og det sørgede henholdsvis Sonny Jakobsen,  Kasper Knudsen, Henrik Andersen (prøvespiller) og Victor Rafael for. De fire fuldtræffere sikrede således en komfortabel sejr over en ellers meget kompetent modstander.

- Det der også er rigtig vigtigt i dag, er at vi møder en rigtig god modstander, og Randers skal have stor ros. De har så mange dygtige spillere og er et flot fodboldspillende hold. Det gør også glæden over sejr endnu større, og så oven i købet ovenpå en ellers meget hård periode træningsmæssigt. Foråret er godt på vej og der er meget godt at bygge videre på. Jeg er glad, slutter Bo Zinck.

I første omgang skal han og Jammerbugt FC holdet bygge på frem mod næste træningskamp, som bliver mod AaB hjemme næste tirsdag aften d. 4. marts kl. 18.15.