Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Lørdag ruller den blå bølge igen

9a00372ea28ef9e1bb3940df82a7fe92.jpg
Det er tid til igen at stå skulder ved skulder når den blå bølge ruller!
07-08-2014

Af Thomas Jansen

Så er det nu på lørdag det på ny går løs i fodboldens 2. division. Pointtavlen er vasket ren, fodboldstøvlerne er nypudset og grillen har fået friske kul. Kort og godt så ruller den blå bølge igen!

Når fløjtet lyder lørdag eftermiddag markerer det således startskuddet på en ny og spændende sæson. Selvom vi begynder på en frisk, så starter vi dog også hvor vi slap i sidste sæson. Her sluttede vi nemlig af på hjemmebane mod FC Svendborg, og netop de orangeklædte fynboer tager igen turen til Jammerbugten i den nye sæsons første kamp. Mødet inden sommerpausen endte med en sejr til Jammerbugt FC på 2-0 hjemme på Sparekassen Vendsyssel Arena, og en gentagelse heraf tager vi hellere end gerne.

Ny struktur ligger et ekstra pres
Det er nemlig ikke ligegyldigt at komme godt fra start i en særligt udfordrende sæson, hvor DBU’s strukturændringer af 2. division efterlader ekstra mange hold under stregen når sæsonen om et års tid er spillet til ende.

- Når vi løber på banen på lørdag til mødet med FC Svendborg, løber vi samtidig ind til en meget meget vigtig sæson, fremhæver Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck. Sådan lyder det som regel forud for hver sæsonstart, men denne gang gælder det mere end normalt. 

- Med de nye strukturændringer i 2. Division, bliver udfordringer særligt store denne sæson. Det er først og fremmest afgørende at komme mellem 10 øverste hold, og det skal man altså have respekt for i en række som denne. Det er stærke hold hele vejen rundt, understreger Zinck, der har dette som et af de primære fokuspunkter på ind i sæsonen.

Vil fastholde stærk hjemmebane og præge rækken
- Et andet fokus vi går ind til sæsonen med, er at beskytte og videreføre den stærke hjemmebane vi fik opbygget gennem sidste sæson. Det er noget vi kan være stolte af og det vil vi gøre alt for at fastholde, så vi alle kan gå fra stadion med en god oplevelse, siger cheftræneren, der sidste sæson kunne glæde sig sammen med tilskuerne over hele 10 sejre og 3 uafgjorte i de 15 hjemmekampe.

En stærk hjemmebane vil skabe et vigtigt og solidt fundament i forhold til opnåelsen af sæsonens mål, som for cheftræneren er delt i flere kategorier i en række med særdeles kompetent selskab.

- Et mål for sæsonen er at være blandt de hold der præger rækken. Vores spillestil lægger op til offensivt fodbold og vi har styrkerne til at presse de øvrige hold hver gang, og det skal være vores mål. Rækken bliver stærkere fra år til år, og jeg synes den ser uhyggeligt stærk ud i år. Jeg mener dog også, at vi selv er stærke og at vi har kvaliteterne til at være med i toppen af rækken. Først og fremmest handler det dog om at sikre sig en placering i den rigtige halvdel af tabellen, og derefter kan vi sætte os det næste mål, forklarer Bo Zinck, som forventer en hård sæsonpremiere.

Klar til at give den alt
- Det bliver en sæson med intens kamp om pladserne og vi lægger da også hårdt ud. FC Svendborg er et rigtig godt hold, som var et af de bedste mandskaber i foråret. De havde en imponerende statistik, men vi plejer at gøre det godt mod dem, og samtidig er det vigtigt at være bevidst om, at som oftest er disse første kampe præget af et lidt højere spændingsniveau. Der venter derfor en meget åben kamp og derfor handler det også om hvem der vil det mest, forudser Bo Zinck, som nu kun skal sove et par nætter inden det går løs.

- Jeg glæder mig som altid som et lille barn, og det ved jeg resten af holdet også gør. Jeg kan forsikre alle om at vi vil det her, banker Bo Zinck slutteligt fast med syvtommer søm.

Når kl. slår 15.00 lørdag d 9. august, ruller den blå bølge altså igen ind over Sparekassen Vendsyssel Arena, og selvom sommerpausen på ingen måde kan sammenlignes med den meget lange vinterpause, så glæder vi os  alle i Jammerbugt FC enormt meget til at komme i gang igen – det håber vi også du gør…

Vi ses på stadion – skulder ved skulder når den blå bølge ruller!