Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Lokalbrag med alt hvad dertil hører

FrodeTilTraening.jpg
27-08-2015

Af Thomas Jansen

Fredag aften venter en af sæsonens højdepunkter, når Jammerbugt FC tager turen til lokalrivalerne Thisted FC.

Der har været mange spændende, intense og underholdende opgør de to mandskaber i mellem, og forhåbentlig er endnu et i vente i denne sæsons fjerde runde. Udgangspunktet lader i hvert fald til at være næsten perfekt. Begge mandskaber kommer med en god sejr i ryggen. Jammerbugt FC sejrede i seneste runde med 3-1 hjemme over Skovbakken IK, mens Thisted FC tog fra Odder med en 5-1 sejr i bagagen.

Dertil kommer at opgøret har tradition for ikke at være kedeligt. Der er derimod både drama og mål. Senest blev det til 4-1 i Jammerbugt FC’s favør. Det var dog på Sparekassen Vendsyssel Arena. Fredag gælder det Sparekassen Thy Arena, og sidst Jammerbugt FC og Thisted FC stødte sammen på denne græsplæne træk thyboerne det længste strå. Siden da har de imidlertid trukket alle græsstrå op ad banen i Thisted og anlagt et helt nyt græstæppe. Her starter et nyt regnskab fredag.

Nyt græstæppe eller ej, så viser regnskabet de to hold imellem, at der er tale om nogle tætte opgør. Begge hold har taget sine sejre og nederlag, men fællesnævneren er og bliver spænding og intensitet, og det forventes på ny fredag aften.

-  Jeg har store forventninger til kampen. Det er en spændende kamp at skulle spille. Der er som udgangspunkt det samme på spil i alle kampe, men der kommer bare noget ekstra spænding i en kamp som denne. Det stiller krav til spillerne om at være klar, koncentreret og fokuseret, siger Jammerbugt FC cheftræner Frode Langagergaard forud for kampen mod lokalrivalerne fra Thisted FC.

Cheftræneren bruger kampforberedelserne til at fokusere på egne planer frem for modstanderens.

- Til sådan en kamp er det vigtigt først og fremmest at have fokus på os selv og vores spil. Vi har fokus på presspillet, på hvordan vi lukker ned, hvordan vi sætter angrebsspillet op og meget mere. Alt det vi skal have styr på hos os selv. Det er vigtigt. Har vi styr på det, har vi tro på, at vi også får styr på Thisted. Det er et stærkt hold, som har styrket sig markant i sommerpausen, og derfor er der også forventninger til dem, men vi tror på vores chancer, forklarer Langagergaard, der oven i købet også skal op imod sin trænerkollega fra sidste sæson, Bo Zinck, der nu er trænerkonkurrent i stedet.

- Det bliver da skønt at komme op og snakke lidt med Bo igen, og det giver lidt ekstra krydderi op til kampen at skulle møde en man kender godt. Men når bolden ruller, så er alt det glemt. Så handler det om jobbet inde på banen, forsikrer Jammerbugt træneren, der har vekslet et par venlige jokes med Thisted træneren i telefonen i ugens løb.

- Vi har da lige varmet hinanden lidt op, selvom det nu ikke er nødvendigt, smiler Frode Langagergaard, og runder af.

- Spillere, trænere og alle andre omkring holdet, vi glæder os alle sammen til fredag, og vi er klar til at tage kampen op mod Thisted.

Mon ikke der på ny er en god fodboldoplevelse i vente. Hvor de tre point ender denne gang, er ikke til at spå om, men sikkert er det, at der bliver hård kamp om dem. Fredag aften, d. 28. august kl. 19.00 går det løs på Sparekassen Thy Arena. Thisted FC vs. Jammerbugt FC – der bliver kamp til stregen!