Sydbank Pokalen: JFC - Esbjerg fB

D. 26. september kl. 16.30
Dørene åbnes kl. 15.30.
Entré: 25 kr. for alle over 15 år.

 

Facebook

Lyngø ser frem mod Skive kamp med stor tro på tre point

Lyngoe_i_kamp.jpg
30-08-2018

Af Thomas Jansen

Nikolaj Lyngø, der er lejet hos Superligamandskabet AaB, har fundet fint fodfæste i sin nye fodboldtilværelse under den blå Jammerbugt FC bluse.

Både på banen, hvor Nikolaj har spillet sig ind på en plads i det centrale forsvar, og udenfor, hvor fællesskabet har taget godt imod den høje forsvarsspiller.

- Jeg er faldet godt til, og det har været nemt i en homogen gruppe. I en klub, hvis ydre rammer er fortrinlige, kræver det ikke meget tilvænning, at falde til et nyt sted, fortæller Lyngø, der fra første dag mødte velkendte ansigter på klubbens anlæg. Både fra sin AaB tid, men også fra ungdomsårene, hvor Nikolaj spillede på selvsamme anlæg.

Nu er opgaven 2. division og målet oprykningspillet. Senest blev der taget et vigtigt skridt på vejen, med en sejr ude over Odder. En kamp, der bekræftede Nikolaj Lyngø i, at han er landet på et hold, der har kvaliteterne til at spille med i toppen af rækken.

- Vores kamp mod Odder, synes jeg var et klart billede af, at vi er et klart bedre spillende fodboldhold end Odder. Vi overmatcher dem på samtlige parametre, og sådanne kampe skal vi vinde 10 gange ud af 10, lyder det sikkert og ambitiøst fra Nikolaj, der kommer med masser af fodboldkvaliteter både i benene og i hovedet fra de bolsjestribede i AaB.

Forude venter en af sæsonens større opgaver i form af Skive IK, der er nedrykkere fra 1. division. Skive IK har hentet 10 point fra sæsons første fem kampe og senest sejrede de hele 6-2 over Vejgaard Boldspilsklub. Et hold Jammerbugt FC selv sikrede sig 1-1 mod i forrige runde.

Opgavens størrelse slår dog ikke troen på egne evner ud af den unge midterforsvarer. Snarere tværtimod.

- Jeg forventer, at hvis vi leverer en helstøbt præstation i alle 90 minutter, med streg under alle, og står solidt i vores defensiv, så tror jeg fuldt og fast på tre point. Med det spil, vi har leveret igennem en periode nu, mener jeg, vi er et hold, som alle får problemer med. Så jeg ser frem til, at det går udover Skive på lørdag, smiler Nikolaj uden at levne nogen tvivl om, at han mener, det, han siger.

Der skal nemlig vindes, hver gang knopperne under støvlerne rammer græsset i Jammerbugten.

- Vi skal have opbygget et fort på hjemmebane, hvor der skal hentes tre streger, hver gang vi betræder anlægget, slår Nikolaj Lyngø målrettet fast, inden han og de øvrige Jammerbugt FC spillere løber ud for at gøre sig de sidste forberedelser, inden det går løs.

Startfløjtet lyder kl. 14.00 lørdag d. 1. september på Sparekassen Vendsyssel Arena, og selvom sæsonen stadig er ung, er der tale om et brag af et topopgør. Så lad dette være en opfordring til at fylde lægterne med opbakning, når Jammerbugt FC tørner sammen med Skive IK i jagten på tre vigtige point.

Der er på vanlig vis fri entre for alle og hygge om grillen til lyden af pølser der sprækker. Fedtfattige er de nok ikke, men til gengæld er de sprøde og prisen ganske fornuftig… Vi ses på stadion til hygge og divisionsbold!