Facebook

Mads Larsen har spillet sig i ”Klub 100”

MadsKlub100_web.jpg
02-10-2018

Af Thomas Jansen

Da Jammerbugt FC spillerne lørdag løb på banen i jagten på tre point mod Dalum IF, var det en særlig milepæl for venstre back, Mads Larsen.

For den kun 22-årige Mads var det nemlig kamp nummer 100 i den blå trøje. En flot præstation af Jammerbugt FC’s nummer 3, der har tilbragt hele sit fodbold liv i klubben.

- Selve det at nå 100 kampe har jeg egentlig ikke tænkt så meget over, men når nu det bliver en realitet, er det da meget sjovt at tænke på, smiler Mads beskedent og måske en anelse stolt inde bag ved også.

Men det er der bestemt også grund til at være. Mads Larsen har nemlig gennemgået en flot udvikling og har med årene kæmpet sig til en fast plads i startellereven, og måske endda også op som en af 2. divisions bedste på sin position.

Arbejdsom, utrættelig, boldsikker, et millimeter præcist venstreben og flittig både frem og tilbage langs venstrekanten. Ja, der er mange positive ord at sætte på fodboldspilleren Mads Larsen.

Det er der også på hans tid i klubben. Måske endda for mange, for da Mads bliver bedt om at kigge tilbage på sin tid i klubben for at fremhæve et par højdepunkter, bliver der stille. Tankerne har dog fuldt fart på. Der er nemlig meget at tænke tilbage på, og forståeligt nok giver det udfordringer at skulle fremhæve noget frem for andet gennem så mange år. Pandrup drengen er jo nærmest vokset op på plænerne, hvor han fortsat kommer minimum 3-4 gange om ugen.

- Nu har jeg jo efterhånden spillet sammenlagt 17-18 år i Jetsmark IF og Jammerbugt FC, så at udpege én ting, der sådan har været højdepunktet over de andre, kan jeg ikke. Der har været så mange gode oplevelser, både som ungdomsspiller og seniorspiller. Der har været diverse ture som ungdomsspiller, min divisionsdebut, pokalkampe mod de bedste hold i landet og meget mere, lyder det fra Mads, mens blikket er rettet udover banerne, hvor det hele er foregået.

Men selvom der er meget at se tilbage på allerede, så er der endnu mere at se frem til, og det har Mads nemmere ved. Der er nemlig fortsat fyldt med lyst og ambitioner til meget mere i den unge spillers fodboldfremtid.

- Jeg nyder stadig at komme i klubben mange gange om ugen og tilbringe tid med mine kammerater og alle de folk I og omkring klubben, der gør det til et fantastisk sted at komme, fremhæver Mads og fortsætter;

- Jeg kunne som de fleste andre unge fodboldspillere godt tænke mig at prøve mig selv af på et højere niveau og jeg tror på, at der nok skal komme en mulighed, hvis jeg fortsætter med at arbejde hårdt for det. Lige nu er mit fokus dog 100 pct. her i klubben og på den målsætning, vi har sat os på holdet. Jeg tror, vi har gode muligheder for at være med i den sjove ende til foråret, slutter Mads med vanlig venlig og imødekommende stil.

Han er i vante omgivelser og skal på ny ud på træningsbanerne, som er blevet betrådt langt over 100 gange. Forude venter kamp nummer 101. Topopgøret mod Kolding IF fredag, et godt symbol på hvor langt Mads og Jammerbugt FC er nået sammen. Der er meget mere at opnå forude.

Et stort tillykke til Mads med kamp nummer 100 for klubben. Det hårde arbejde fortsætter hånd i hånd med de gode oplevelser. Vi ønsker held og lykke med de næste mange kampe også.