Jammerbugt FC Tipsdysten

Top 3 inden 9. runde:
7 rigtige - Revisionshuset Tal & Tanker
6 rigtige - Tømrermester Kristian Madsen
5 rigtige - Hos Banen

Se tippernes bud på kommende kamp mod Marienlyst her

Facebook

Malthe Nygaard om lokalbraget mod Thisted FC

19-2013_Jammerbugt_FC_foto-84.jpg
11-04-2014

Af Thomas Jansen



Weekenden byder på en rigtig lækkerbisken i form af lokalopgøret mod Thisted FC, og der er grund til både at glæde sig og til at bakke ekstra op.


Jammerbugt FC’s midtbanedynamo, Malthe Nygaard, som selv har en fortid i Thisted FC, forudser nemlig en både seværdig og svær kamp mod lokalrivalerne. Jammerbugtfc.dk tog en snak med Malthe forud for kampen, og herunder kan du således læse Malthes syn på en af sæsonens højdepunkter.



Malthe om lokalbraget:

Kampen mod Thisted er altid en af de største klassikere i sæsonen. Kampen er sæsonens lokalderby på hjemmebane, hvor en ægte herrefight på grønsværen skal afgøre 2. division vests svar på slaget om Nordjylland. Pr. tradition leveres der altid seværdige og tætte kampe mellem Jammerbugt FC og Thisted FC. Således var også udfaldet, da vi i opstartens træningskamp mod de blåstribede fra Thy(lejren) spillede 2-2 og endte i en pointdeling. Ofte er dagsformen afgørende for hvem der ender med at trække det længste strå.

Malthe om Thisted FC og kampforberedelserne:

Thisted FC er et hold med masser af kvalitet, der gerne vil og tør spille fodbold. Det er et hold bestående af både unge spillere samt et par rutinerede svende i blandt. Umiddelbart passer det glimrende til os, idet vi til både træning og kamp forsøger at efterleve lignende tilgang til fodboldspillet. 

Vi skal dog forsøge at genfinde mange af de gode takter fra opstartens kampe, idet vi indtil videre i de første par kampe i foråret ikke er tilfredse med visse spillemæssige dele. Ugens træninger har derfor haft stor fokus på spilmønstre og løbebaner forud for hver spillers positionering på holdet. 

Malthe om hvad vi kan forvente os af kampen:

Kampen er mellem rækkens nr. 3 og rækkens nr. 6 med kun 3 point til forskel. En sejr i dag vil derfor være vigtig i bestræbelserne på at hænge med forrest i feltet. Dette derby bliver præget af masser af jord på knæene, hiven i trøjerne og mindre pæne gloser. Alle elementer der hører anledningen til, naturligvis i en ånd af Fair Play. 

Vi er en anelse skadesplaget og karantæneramt i øjeblikket, så favoritværdigheden vurderer jeg snævert at tippe mod Thisted. Når det er sagt, er jeg sikker på det hold der stilles, kan stå distancen og vil gøre alt hvad der står i deres magt for at levere varen overfor både klub, fans, familie, venner og overdirektøren Ingolf Larsen.

Malthe om formen og resten af foråret:
Formmæssigt står vi stærkt, idet vi har været igennem en hård opstart med masser af konditionstræning og tests fra den jysk-britiske træningsguru, Ashley Tootle. Over årsskiftet har vi desværre mistet et par centrale spillere, men ligeledes er der kommet erstatninger ind, som der bestemt er krummer og perspektiv i. 

Vi fokuserer meget på vores spil i øjeblikket, hvor de sidste tangenter skal på plads, men på sigt lover det godt. Kampe som denne mod Thisted FC giver erfaringsmæssigt ”hår på brystet”, og er derfor en af forårets vigtige tests for hver enkelt spiller.

God kamp fra Malthe:
Jeg ønsker alle en sprød stadionplatte i pausen, en kold fadbamse at skylle ned med og ikke mindst en seværdig kamp på lægterne! 



Jammerbugt FC – Thisted FC fløjtes i gang på Sparekassen Vendsyssel Arena lørdag d. 12. april kl. 15.00.