Facebook

Martin P stiller støvlerne på hylden og træder ud på den anden side af kridtstregerne

MartinPstiller_stoevlerne.jpg
01-02-2016

Af Thomas Jansen

Martin Pedersen har valgt at indstille den aktive fodboldkarriere for i stedet at rette sin energi og fokus mod trænergerningen.

I vinterpausen har Tommy Pedersen, der i efteråret var assistenttræner i Jammerbugt FC, ønsket at vende tilbage til sin tidligere funktion som talenttræner i klubben. Det har skabt behov for en ny assistent i divisionstruppen og her rutinerede Martin Pedersen, efter grundige overvejelser, valgt at træde til.

Egentlig var det planen, at Martin Pedersen, som så mange gange før, på vanlig vis skulle tage hul på endnu en sæsonopstart. Men pludselig bød sig denne mulighed, som satte tankerne i gang hos den snart 33-årige fodboldspiller, og nu bliver det på ingen måde en sæsonopstart på vanlig vis. Nu venter nye udfordringer og en hel del mindre løb i de kommende måneder.

- Det var selvfølgelig ikke den nemmeste beslutning. Men jeg må indrømme, at da jeg fik tilbuddet, og nu hvor jeg efterfølgende har truffet min beslutning, så føles det meget rigtigt. Jeg glæder mig helt sindssygt til dette nye kapitel, fortæller Martin Pedersen, som nu rykker ind i det tilstødende omklædningsrum, hvor den store ghettoblaster og Faxe Kondi flaskerne er skiftet ud med en kaffekande og papirdynger med træningsøvelser og taktiske tanker.

Mange højdepunkter – ikke mindst i AaB

Den aktive karriere har, udover tiden i Jammerbugt FC, budt på ophold i SønderjyskE, Vejle Boldklub, FC Fredericia og to udenlandseventyr hos Valur og Torshavn. Men det er naturligvis tiden i AaB, hvor Martin Pedersen har tilbragt størstedelen af sin karriere, der fylder mest i den nu tidligere fodboldspillers tilbageblik.

- Jeg har oplevet så meget som professionel fodboldspiller, at jeg nærmest ikke ved, hvor jeg skal starte. Jeg kunne jo faktisk skrive en hel bog, tilføjer Martin P og griner, inden han fortsætter;

- Min tid i AaB vil jeg selvfølgelig fremhæve. Det var den bedste tid i mit fodboldliv. Jeg spillede trods alt i klubben i 20 år og voksede nærmest op på banerne ved Hornevej. Et af mine bedste minder er uden tvivl min hjemmebanedebut på Aalborg Stadion. Vi vandt 3-0 over FCK på en smuk sommerdag med 13.000 tilskuere på lægterne. Så var man ligesom i gang, smiler den tidligere AaB’er, der også har et dansk mesterskab i sin mentale skrabbog.

- Vores mesterskab i 2008 og de efterfølgende europæiske kampe er bestemt også blandt mine bedste minder. Det var en fantastisk tid og nogle utrolige oplevelser, som jeg var så heldig at dele med min familie, venner og fantastiske AaB fans, forklarer den altid engagerede venstre back, mens han gennemlever de mange gode øjeblikke på ny.

Trænergerningen et naturligt næste skridt

Han har som regel altid en mening om tingene, og har på det seneste også snuset lidt til trænergerningen, og derfor var tanken om at gå trænervejen, heller ikke fjern for Martin P. Det har blot været et spørgsmål om tid og timing – og nu hedder titlen så assistenttræner i Jammerbugt FC.

- Det er en titel jeg er utrolig stolt over. Jeg har altid haft en lille træner i maven og jeg føler mig godt rustet til nu at støtte Frode og komme med mit bidrag til holdet fra sidelinjen, forklarer den nye assistenttræner for Frode Langagergaard, og understreger;

- Jeg elsker drengene på holdet og jeg glæder mig til samarbejdet med Frode, som allerede har givet mig meget ansvar og stor frihed til at komme med input til ham og holdet. I den sammenhæng vil jeg også rose Bo Zinck, selvom han nu er Thisted-mand. Bo indlemmede mig i trænerteamet, da jeg kom til klubben, hvilket også har modnet mig og bekræftet mig i, at trænervejen er den rette for mig.

Dette samme mener Jammerbugt FC cheftræner, Frode Langagergaard, der ligesom Martin, ser frem til det nye trænersamarbejde.

- Jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet. Martin har meget at byde på. Han har prøvet meget som spiller og har stor erfaring at give videre. Det har været en stor beslutning for Martin, men det er også en stor chance for ham. Jeg er glad for den beslutning han har truffet og den tror jeg både spillerne og jeg vil nyde godt af, fortæller Langagergaard, som første gang tager plads på sidelinjen sammen med Martin Pedersen næste weekend, når årets første træningskamp skal spilles. Det er mod Bo Zinck og Thisted FC.