Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Martin P: Vi skal krige og kæmpe for hvert point

e2b7870bfd5d8c28a231573c477ec0ca.jpg
21-10-2016

Af Thomas Jansen

Det var med tunge skridt Jammerbugt FC spillerne gik fra grønsværen sidste weekend. Et vigtigt slag var blevet tabt, og det trods gode indsatser undervejs.

Odder trak det længste strå i en kamp, hvor Jammerbugt FC havde bragt sig i front og kontrolleret store dele af kampen. Et rødt kort blev afgørende og ændrede magtbalancen i kampen. 1-2 lød det ved slutfløjtet. Odder havde vundet en nøglekamp i forhold til topfireplaceringerne.

Nu er græstæppet på Sparekassen Vendsyssel Arena klar til en ny kamp, og det skal spillerne også være. Der er ikke tid til at hænge med hovedet. Nu tæller kun sejr – også selvom lørdagens modstander er Brabrand. Tophold og ubesejret!

- Sidste weekend gik vi meget slukøret fra plænen på Sparekassen Vendsyssel Arena. Kampen mod Odder endte med at blive forfærdelig, selvom vi gjorde mange ting rigtigt. Vores indstilling var god og indsatsen generelt det samme, men desværre blev udvisningen afgørende for kampen. Efter at have været i front og med god kontrol over det meste af kampen, kom vi, med en mand i undertal, under et stort tryk fra Odder. Vi skal i forvejen kæmpe hårdt for hvert point og det er marginalerne, som afgør kampene. Inden dette pres var det min klare fornemmelse at vi ville køre sejren hjem, men det gik desværre anderledes, forklarer Martin Pedersen, cheftræner for Jammerbugt FC. Kampen er nu evalueret og det handler derfor om næste opgave. Ikke noget med at hænge fast i det dårlige humør.

- Det var rigtigt ærgerligt og det er noget vi alle selvfølgelig, er meget trætte af. Men det har vi evalueret på nu, og udvisninger er altså også bare en del af fodbold. Det er hvad der sker i kampens hede og nu må vi videre, understreger Martin P og fortsætter målrettet;

- Der, hvor vi er lige nu som hold, skal vi krige og kæmpe for hvert point – og det gør vi. Det skal vi bestemt også lørdag, hvor det gælder en for os utrolig afgørende kamp. Vinder vi, har vi forhåbentlig noget at se frem til i de sidste kampe. Taber vi, er det farvel for denne gang til oprykningsspillet. Vi vil give alt, hvad vi har, for at bevare håbet om en top fire placering.

Lørdagens gæster har længe ligget sikkert i top fire og det bliver der ikke ændret ved nu. Sidste møde endte med Jammerbugt FC vandt Brabrand 2-1 og holdet har otte sejre og tre uafgjorte fra sæsonens indtil nu 11 kampe. Det er altså ikke mange point, der er gledet mellem hænderne på topholdet. De få gange, hvor der ikke har været fuldt pointudbytte, har det været på udebane, og her ligger håb og lurer. Håb fylder dog mindre end tro i Jammerbugt lejren. Her skuler man ikke så meget til statistikkerne. Det handler derimod om at tro på egne evner.

- Vi møder et tophold i form af Brabrand, som endnu ikke har tabt en kamp, så der kan ikke være tvivl om opgavens størrelse. Det er en virkelig god udfordring for os. Jo, det bliver svært, men vi er topmotiveret. Vi skal fortsætte vores fight og løb, og gør vi det, så finder vi også vej til det gode fodboldspil. Vi tror på det hele vejen, slår cheftræneren slutteligt fast.

Jammerbugt FC tager imod Brabrand lørdag d. 22. oktober kl. 15.00 på Sparekassen Vendsyssel Arena.