Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Med en mand i undertal led Jammerbugt FC en hård skæbne

DSC_0007.JPG
Nicklas Sørensen måtte acceptere et rødt kort og tidligt bad i nederlaget mod Aarhus Fremad.
21-08-2016

Af Thomas Jansen

Det blev ikke nogen god start på weekenden fredag aften, hvor Jammerbugt FC havde inviteret Aarhus Fremad ind til fodbolddyst.

De gæstende århusianere følte sig nemlig mere hjemme end godt var. 0-3 lød nederlaget til Jammerbugt FC efter 90 minutter, som startede på værst tænkelige vis. Kampen havde således ikke rundet sit første minut, da Aarhus Fremad bragte sig i front 1-0 efter en dødbold.

Trods den mildt sagt ærgerlige start, gav de blåklædte værter ikke op. Faktisk sad Jammerbugt FC meget på spillet. Problemet var imidlertid, at det for sjældent blev farligt, det hjemmeholdet brugte bolden til. Det lykkedes derfor heller ikke at udligne inden pausen, hvor stillingen var 1-0 til gæsterne.

I 2. halvleg fortsatte billedet og det var en kamp, som kunne gå begge veje. Sådan var det i hvert fald indtil den første time var spillet. Her blev Jammerbugt FC’s Nicklas Sørensen vist det røde kort, og herfra så det for alvor svært ud at spille sig tilbage i kampen.

I stedet for 1-1 blev det kort efter udvisningen  2-0 til Aarhus Fremad. Det skete efter et hjørnespark, som blev sendt  mod bagerste stolpe og herfra i mål. Selvom gæsterne fra Aarhus ikke blev tilladt mange chancer, så lykkedes det Fremad at slå sejret fast med en 3-0 scoring mod et Jammerbugt FC mandskab en mand i undertal.

Her endte det hele. 3 mål og 3 point til Aarhus Fremad 0 mål og 0 point til Jammerbugt FC, der for første gang i mange kampe, måtte forlade grønsværen som tabere - og det efter en kamp, hvor de var bedre med end slutresultatet afslørede.

- Det var rigtig ærgerligt, det kan vi ikke lægge skjul på. Det var op ad bakke fra begyndelsen efter en rædselsstart på kampen, lød det slukøret fra cheftræner, Martin Pedersen, efter kampen. Selvom skuffelsen over nederlaget  fyldte mest, så var der lys i mørket hos Martin Pedersen.

- Overordnet set synes jeg faktisk vi spiller en god kamp. Men det er mellem de to felter, vi spiller. Vi formår ikke at skabe de åbne scoringsmuligheder, og det er altså i felterne, at fodboldkampe afgøres. Vi fik ikke truet deres bagkæde nok, og det er noget, vi skal arbejde på at forbedre, erkendte cheftræneren, og fortsatte;

- Vi spillede godt, men vi søgte alle bolden for meget og fik ikke bygget offensiven ordentlig som hold. Vi skal som hold, men også hver enkelt spiller, have fokus på at blive mere farlige, når vi har bolden.

Aarhus Fremad gjorde det, Jammerbugt FC ikke kunne. De scorede mål, men selvom det blev til tre af slagsen, så fandt Martin Pedersen positive ting i den mere defensive del af spillet.

- Vores organisation er helt klart blevet bedre og som hold giver vi ikke det samme antal chancer væk som tidligere. Det gør vi heller ikke i dag, selvom det ender med 0-3. Men det blev heller ikke nemmere efter det røde kort. 10 mand bagud med 0-1, så bliver det svært. Det bliver op ad bakke den sidste halve time og vi taber reelt først kampen, da det bliver 2-0 efter vi, en mand i undertal, er nødt til at satse, lyder evalueringen efter nederlaget til et ganske godt Aarhus Fremad hold.

- I forhold til boldbesiddelse spiller vi vores bedste kamp i sæsonen, men vi skal som sagt være mere skarpe fremad banen. Vi gjorde det ok, men som kampen udviklede sig, blev det en tand for hårdt for os, mod et god Aarhus Fremad hold. Formår vi at bygge på den forbedrede organisation og gode boldbesiddelse, så vi også får offensiven med, så kan det blive rigtig godt. Vi så også at vores fokus og vilje var med os hele kampen og den del er jeg meget tilfreds med. Så det er bare op på hesten igen, slutter en skuffet, men fattet, cheftræner.

Der bliver mulighed for at komme op på hesten igen næste weekend, når det gælder en svær udebanetur til Brabrand.

Jammerbugt FC – Aarhus Fremad: 0-3 (0-1)
01’ 0-1 Michael Sten Jensen, Aarhus Fremad
60’ Rødt kort Nicklas Sørensen, Jammerbugt FC
68’ 0-2 Morten Bundgaard Andersen, Aarhus Fremad
87’ 0-3 Khaled Paikar, Aarhus Fremad