Facebook

Mynde klar til sin sidste divisionskamp

Lars Mynderup.jpg
10-06-2010

Af Thomas Jansen

Det er personlige prioriteringer, som er årsag til, at Lars Mynderup, der gennem en række sæsoner på divisionsholdet i både Jetsmark og Blokhus FC regi, vælger at stoppe.

”Grunden til at jeg har fået ophævet min kontrakt ½ år før tid er af familiemæssige hensyn. Jeg har en datter på 8 måneder og min kæreste starter snart på job igen efter barsel. Når hun gør dette vil vi få svært ved at få dagene til at hænge sammen med to travle karrierer og så fodbold ved siden af, fortæller Lars Mynderup, der i en sin civile karriere er ansat som produktionsliniechef i IT-virksomheden KMD.

Lars – eller Mynde, som kaldenavnet lyder i spillertruppen – ser efter en lang fodboldkarriere nu frem til at få lidt mere tid i hverdagen og ikke mindst i weekenden.

- Fodbolden har haft en stor prioritet i mit liv og har selvfølgelig styret meget. Derfor er tiden nu kommet til, at det ikke skal styre mit liv 5 gange om ugen. Nu står den i stedet på tid med familien, hvor alle aftener er til rådighed og ikke mindst to dage hver weekend i stedet for kun én, lyder det videre fra Lars Mynderup, som tilføjer;

- Selvfølgelig bliver det specielt at stoppe efter så mange år med topfodbold, men jeg har i min seniorkarriere spillet over 400 divisionskampe og synes jeg har udtjent min ”værnepligt”. Nu ser jeg frem til at kunne tage en øl eller et glas rødvin fredag aften samt deltage i familiefester, som fodbolden ofte har forhindret.

Sportsdirektør Ole Nielsen har forståelse for Lars Mynderups beslutning om at træde ud på den anden side af kridtstregerne og prioritere anderledes.

- Jeg har fuld forståelse for Lars’ valg. Spillerne på dette niveau ofrer meget for fodbolden og det er meget prisværdigt. Nu har Lars følt tiden var inde til at prioritere anderledes og det respekterer vi selvfølgelig, lyder det fra Ole Nielsen, som slutter:

- Herfra klubben skal lyde en stor tak for indsatsen og et held og lykke fremover til Lars.

Sidste kamp for Lars Mynderup bliver således sæsonens sidste kamp, som er hjemme på Jetsmark Stadion mod Holstebro lørdag d. 12. juni kl. 15.00