Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Næste sæsons trup har allerede taget form

56116f1cb38a297f204f0f7154ac259c.jpg
12-06-2014

Af Thomas Jansen

Selvom den igangværende sæson endnu ikke er endeligt afsluttet, så er forberedelserne til den nye allerede i fuld gang.

Fokus er fortsat på at slutte denne sæson af på bedst mulige vis, og således sikre sig fjerdepladsen som resultat deraf, men sideløbende arbejdes der målrettet på at få samlet en slagkraftig trup til den kommende sæson. Og dette arbejde er, til stor glæde for Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck, allerede godt på vej.

- Vi er allerede nu langt med truppen til næste sæson, og er faktisk tæt på at være i mål. Vi har stadig nogle enkelte løse ender, men det ser rigtig godt ud, fortæller Bo Zinck og fortsætter;

- Vi har forlænget med størstedelen af truppen og faktisk er det kun Simon Enevoldsen, som af de faste startspillere, forlader os i sommerpausen. Med den tilgang vi får, så bliver konkurrencen om pladserne virkelig hård. Det giver mig en udfordring i forhold udtagelse af holdet, men forhåbentlig giver det også vores modstandere nogle store udfordringer.

Jammerbugt FC siger i sommerpausen farvel til Simon Enevoldsen, Nick Svendsen, Jakob Rasmussen, Thomas Otkjær og Andrew Livingston, som alle søger mod nye udfordringer, mens der bliver tilgang af Mikkel Møller fra Aalborg Freja og Søren Lynge fra Vejgaard Boldklub. Ligeledes bliver der et glædeligt gensyn med Sead Gavranovic der vender tilbage efter et smut i Ringkøbing IF, mens amerikanske Mayowa Alli, som tilsluttede sig truppen i foråret, fortsætter i efteråret også. Endelig er der også en række af klubbens egne unge talenter, som skal prøves af i løbet af den kommende sæson.

- Udover dem vi allerede har på plads i divisionstruppen, så har vi fem til seks U19 spillere som også skal op at snuse til seniorfodbold i løbet af det kommende års tid. Så alt i alt er det meget positivt og jeg synes vi ser stærke ud, vurderer Bo Zinck.

Selvom der er udskiftning i truppen, er det langt fra de store ændringer som tidligere har præget pauserne mellem sæsonerne, og netop det at størstedelen af truppen er intakt, er ifølge Bo Zinck en nøglefaktor frem mod næste sæson.

- Vi har ikke skiftet så meget ud som det har været tilfældet i klubben tidligere, og det giver os helt sikkert noget ekstra. Det betyder bare noget at kunne skabe noget kontinuitet, og jeg glæder mig meget til at komme i gang med at bygge på efter sommerpausen, forklarer Zinck, som er glad for, at der på nuværende tidspunkt allerede er meget på plads frem mod den kommende sæson.

- Det glæder mig at vi har styr på størstedelen af truppen på så tidligt et tidspunkt. Det har vi blandt andet kunne gøre fordi vi har stor tiltro til det hold vi har, og det giver ro på, at vi kan gå trygge til sommerpause velvidende at vi er godt rustet til det der venter i den nye sæson. Jeg glæder mig rigtig meget. Det tegner til at blive en fantastisk trup, slutter cheftræneren inden fokus igen rettes mod indeværende sæsons to afsluttende kampe.

Du kan læse meget mere om tilgangen af Sead Gavranovic, Mikkel Møller, Søren Lynge og Mayowa Alli på jammerbugtfc.dk de nærmeste dage.

Afslutningsvis skal der lyde en kæmpe stor tak for indsatsen i Jammerbugt FC og alt held og lykke fremover til Simon, Nick, Thomas, Jakob og Andrew.