Facebook

Next stop Soffy Road

DSC_0010.jpg
07-10-2016

Af Thomas Jansen

Fra et lokalopgør til et andet. Jammerbugt FC sejrede i sidste runde over Thisted FC på hjemmebane og denne runde gælder det Vejgaard B på udebane.

Jammerbugt FC ligner et hold, der har ramt formen på det helt rigtige tidspunkt. Det er blevet til to flotte sejre i de seneste to kampe. Først hele 5-0 ude over Aarhus Fremad – en rigtig divisionsklassiker. Så 2-1 hjemme over Thisted FC i et altid spændingsfyldt lokalopgør. Nu gælder det så Soffy Road og Vejgaard B i endnu en spændende kamp.

Efter den hårdt tilkæmpede sejr over Thisted FC, er Jammerbugt FC spillerne klar til kamp med masser af gå på mod.

- Den sejr betød alt for os. Kønt eller ej så er en sejr en sejr - det er charmen ved fodbold, ik, smiler Jammerbugt FC’s Victor Rafael, da han kaster tankerne en uges tid tilbage. Her arbejdede han og resten af holdet sig til tre meget vigtige point.

- Det var skønt endelig at få lidt tur i den og få tre vigtige point på hjemmebane. Der var ikke meget rent spillemæssigt, vi kan tage med fra kampen, da det ikke var vores bedste kamp på bolden. Men vores mod, arbejdsomhed, indstilling og vilje viser os igen, at det er alfa omega i alle kampe – og det havde vi med. Det skal vi tage med til alle kampe, for vi ved, vi sagtens kan spille flot fodbold, forklarer Rafa, der også selv supplerer sin gode teknik og fremadrettede spil med hårdt arbejde tilbage i banen. Denne kombination bliver også konceptet mod Vejgaard B lørdag.

- Jeg forventer et derby uden lige, ligesom sidst. Jeg er 100 procent sikker på Vejgaard vil gøre alt for at slå os. Vejgaard har stadig deres første sejr til gode og jeg er sikker på de gerne vil have en derby sejr over Jammerbugt FC. Vejgaard er et utroligt hårdtarbejdende hold, som kender sine dyder. De spiller hårdt og løber meget for hinanden, og det skal vi være forberedt på! For vores vedkommende er det en kamp, vi skal vinde, hvis vi vil med over. Kampen er både vigtig for vores chancer i oprykningsspillet, som vi selvfølgelig går efter. Men ligeledes er den vigtig i forhold til et eventuelt nedrykningsspil, fremhæver Jammerbugt FC spilleren, og supplerer med et tilbageblik på sæsonpremieren, hvor det, trods problemer undervejs, lykkedes at få en sejr hjemme over Vejgaard.

- Første kamp imod Vejgaard er faktisk den ringeste kamp, vi har spillet i turneringen i denne sæson. Vi har flyttet os utroligt meget som hold og spillet rigtig mange gode og flotte kampe siden. Jeg synes holdet har udviklet sig utrolig meget siden, og vi er blevet spillet bedre sammen. Vi er et ungt hold, som er i en proces, men vi flytter os hele tiden i den rigtige retning.

Nu skal momentum holdes og den gode udvikling, som Victor Rafael fremhæver, skal fortsætte. Nye tre point lørdag og så er Jammerbugt FC for alvor trådt ind i kampen om top 4 placeringerne. Der hviles bestemt heller ikke på de seks point, de seneste to kampe har kastet af sig. Der er er derimod masser af lyst og fokus til at gøre det endnu bedre. Det hårde arbejde fortsætter ufortrødent – og det er ganske enkelt også nødvendigt.

Selvom lørdagens værter kun har fået skrabet to point sammen, så har Vejgaard spillet mange tætte kampe, hvor det har været de velkendte små marginaler, der ikke har været med oprykkerne – og to af de seneste tre kampe er endt uafgjort. Så fokus skal være på plads fra start – og Victor melder da også klar til kamp!

- Lørdag bliver det en kamp, hvor vi kommer meget mere på bolden end mod Thisted FC, så vi skal hæve vores niveau med bolden og stadig komme med samme indstilling. Det bliver en god intens kamp med mange på lægterne, men holdet er mere end klar til Soffy Road, forsikrer Victor Rafael med masser af energi i stemmen. Igen tvivl om at spillehumøret er i top og Jammerbugts nummer 15 glæder sig til at skulle i kamp igen.

Vejgaard B og Jammerbugt FC spiller lørdag d. 8. oktober kl. 13.00 på Soffy Road.