Facebook

Nicklas Sørensen runder 100 kampe for klubben

Nick_web.jpg
Foto: Rasmus Lykke.
07-06-2018

Af Thomas Jansen

Sin unge alder til trods, så er Nicklas Sørensen en af de spillere i den nuværende Jammerbugt FC trup med flest kampe i den blå trøje.

Lørdag når sæsonen lukkes ned på hjemmebane mod Boldklubben Frem, markerer således Nicklas’ 100 kamps jubilæum.

Den elegante offensivspiller brød ind på divisionsholdet i en meget ung alder og har siden men har siden tilbragt størstedelen af fodboldtilværelse i Jammerbugt FC, hvor Nicklas efterhånden har prøvet lidt af hvert.

- Det største højdepunkt må helt sikkert være, da jeg kom til klubben fra AaB i sin tid. Den måde jeg blev taget imod på, trods den svære periode, jeg kom fra, både personligt men også sportsligt. Der gik ikke ret længe før jeg i en ung alder kom i en voksen 2. Division’s trup, som helt sikkert har gjort, at jeg har udviklet mig på et par andre parameter, end man gør i ungdomsregi. Min modtagelse og det nu at nå 100 kampe for klubben, er klart noget af det, jeg vil huske mest tilbage på, lyder det fra Nicklas Sørensen efter sidste træning inden jubilæumskampen.

Der er spillet mange minutter siden Nicklas Sørensen trådte ind af døren til klubben og ikke mindst blevet trænet på anlægget utallige gange. Alligevel husker Nicklas tydeligt første gang, han trak den blå trøje over hovedet.

- Min debut var lidt speciel. Jeg havde trænet med truppen i en længere periode, og havde, grundet min alder, spillet en del med 2. holdet og U19 på samme tid. Det var sæsonens sidste kamp og det var ude mod Svendborg, at jeg fik min divisionsdebut. Det var dagen efter U19’s afslutningsfest, hvor jeg af gode grunde måtte holde mig lidt i baggrunden, smiler den stadig kun 22-årige Nicklas, mens han vender blikket fremad og tager en kort tænkepause, inden han taler videre.

- Fremtiden synes jeg er lidt svær at svare på, fordi hvis jeg skal være helt ærlig, så glæder jeg mig bare utroligt meget til at se, hvor langt vi kan komme med den nuværende trup. Ja, selvfølgelig ville det være lige så stor en ære at runde 200 kampe, men den del fokuserer jeg ikke så meget på. Først og fremmest skal vi rykke os yderligere som hold, og bygge på individuelt. Det er ingen hemmelighed, at hvis jeg runder de 200, vil jeg gerne se lidt flere mål fra undertegnede end i de første 100 kampe, siger offensivspilleren og trækker lidt på smilebåndet, uden dog at levne tvivl om, at han mener det seriøst.

Nicklas Sørensen er en af de spillere, der kan skabe mål ud af ingenting. Med et ekstraordinært blik for spillet, en fantastisk teknik og en stor portion kreativitet har Nicklas alle forudsætninger for at få flere bolde i nettet i fremtiden. Men dertil er Jammerbugt jubilaren også flittig i oplæggerens rolle, hvilket også passer Nicklas ganske godt.

Nu venter kamp nummer 100. En kamp der også markerer afslutningen på en flot sæson, og hvilken bedre måde end at runde af på hjemmebane mod traditionsrige Boldklubben Frem.

- Det bliver en fed kamp. Afslutningen på en fantastisk sæson. Dog vil jeg gerne garantere, at det ikke bliver en sommerkamp fra vores side. Alle hold, der kommer på besøg på Sparekassen Vendsyssel Arena, har haft det svært, og sådan skal det altid være. Om der er vigtige point at spille om eller ren ære, understreger Nicklas Sørensen.

Nicklas Sørensen og holdkammeraterne løber på banen hjemme mod Boldklubben Frem lørdag d. 9. juni kl. 14.00.