Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Nickolaj Thomsen årets spiller i Blokhus FC

Thomsen_profil.jpg
22-06-2011

Af Thomas Jansen

Han har haft en helt forrygende sæson. Det samme har hans holdkammerater, men for Blokhus FC’s nr. 22 har den været lige den tand ekstra speciel…

Sammen med holdet har Nickolaj Thomsen nemlig sikret sig en historisk oprykning for Blokhus FC, men han er også blevet topscorer i 2. division og tilmed nettet hele 7 gange i én og sammen kamp. Nickolaj Thomsen har uden tvivl gennemgået en stor udvikling denne sæson og kan nu fuldt fortjent runde den af med kåringen som årets spiller i Blokhus FC.

Blokhusfc.dk evaluerede sammen med Nickolaj på denne helt specielle sæson og tog samtidig et kig frem mod de nye udfordringer…

Du har haft en helt fantastisk sæson, hvad er forklaringen?
Jeg har spillet på et hold fyldt med talent, vilje og masser af entusiasme. De har en stor del af æren for at min sæson har været god. Det samme kan det jo siges om trænerstaben, som uden tvivl har været den bedste i rækken. Vi spiller angrebsfodbold med boldbesiddelse som hovedelement og det giver flere muligheder frem i banen, som jeg også har nydt godt af. Desuden har jeg haft en fantastisk opbakning fra venner og familie, så det har vel egentligt været en sæson som kan beskrives med et ord – eventyrlig!

1. plads i tabellen, oprykning til 1. division, 7 mål i én kamp, topscorertitlen i 2. division og nu årets spiller. Højdepunkterne er mange, men hvad har betydet mest for dig i denne sæson?
Det der uden tvivl har betydet mest for mig er det fællesskab, holdånd og alle de venner jeg har fået i truppen, i og omkring holdet, samt nye bekendtskaber fra omegnen i form af supportere og sponsorer. Alle de andre højdepunkter er sådan set bare toppen af kransekagen for en sæson, hvor Blokhus FC har været ”Benjamin” i medierne og hos omegnens beboere. Vi har nydt den ekstraordinære opmærksomhed fra sponsorer, egnens folk og de utrættelige frivillige, der gør alt for klubben og spillerne i denne. Dem skylder vi en kæmpe stor tak.

Kåringen som årets spiller i Blokhus FC – hvad betyder sådan en titel for dig?
Den titel ville jeg gerne dele med hele holdet og hvis alles navne kunne stå på den pokal, så vil det gøre mig glad og havde været velfortjent. Drengene har fandme knoklet og udviklet sig helt enormt meget. Jeg synes det er en ære at spille med en talentmasse, som den vi har i truppen. Vil blive overrasket hvis ikke de endnu engang kan hæve niveauet til at gøre sig i landets næstbedste række. Vi kan kun overraske næste sæson og det er sådan set også det vi vil prøve at gøre. Kåringen er jeg glad for, men jeg deler den 100 % med hele truppen.

Der ligger en ny og stor udfordring forude, en udfordring som hedder 1. division. Hvad forventer du dig af din og klubbens første sæson i landets næstbedste række?
Det er klart vi skal hæve niveauet en anelse for at være med i landets næstbedste række. Vi kan ikke bare forvente at vi bliver i rækken, eller at vi kan tage point fra nogen hold, uden at vi skal kæmpe som løver og spille op til vores bedste hver gang. Det bliver en kæmpe udfordring, men med det sammenhold, talentmasse og den kompetente trænerstab, er jeg sikker på at vi har evnerne til at blive i rækken. Jeg håber, at vi kommer nogenlunde i gang med sæsonen og derfra får muligheden for at bide os fast i de hold der skal kæmpe om at blive i rækken. Jeg forventer end masse god fodbold, masser af tilskuere og en glæde ved at spille fodbold.

Nu venter en særdeles velfortjent ferie forude. Hvad skal den bruges til?
Jeg skal først og fremmest nyde ferien med drengene. Vi nyder at tilbringe tid med hinanden og det skal vi også her til sommer. Vi har et fantastisk fællesskab og vi glæder os hver dag til at komme til træning og blive bedre fodboldspillere. Jeg regner med at skulle ud at rejse en uges penge eller to. Men hvor og hvornår afhænger lidt af de andres kalender. Så skal jeg med Per Gade på Nibe festival, som er en tradition og så skal jeg slappe af og holde mig i god fysisk form til den nye og mega spændende sæson der venter forude.

Tak til Nickolaj for en fantastisk sæson og sidst men ikke mindst et stort tillykke med titlen som årets spiller!