Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Ny 2. holds træner på plads

3E6F74BC-5A90-4E7D-9DA4-91006E60C892.jpeg
07-11-2017

Af Thomas Jansen

For få dage siden faldt det på plads, at Jan Rasmussen skal være ny assistenttræner for 2. divisionstruppen, og nu er trænerposten på klubbens 2. hold i serie 1 også besat.

Denne sæsons træner for divisionsreserverne, Michael Kristensen, har grundet arbejdsmæssige forhold valgt at holde en fodboldpause og i forlængelse heraf har Kasper Madsen, der de seneste sæsoner har været anfører og senere assistenttræner på holdet, sagt ja til at tage fuldt ansvar for tøjlerne hos serie 1 mandskabet. 

Kasper Madsen skal i første omgang stå i spidsen for holdet de kommende to år, hvilket glæder Bo Zinck, der udover at være cheftræner for 2. divisionstruppen også står for at tegne de indre sportslige linjer i Jammerbugt FC og Jetsmark IF.

- Kasper og jeg har haft nogle gode snakke og der er ingen tvivl om, at Kasper kommer med en masse gode input og idéer. Han har klubbens dna og så er han ærgerrig. Vi ser ens på mange ting og jeg tror meget på, at Kasper kommer til at udvikle et rigtig godt miljø og en god kultur omkring holdet, både sportsligt og socialt. Det er ikke verdens nemmeste job, at skulle lede et 2. hold, men Kasper viser stort engagement og det vil vi bakke op om. Det er et vigtigt hold for klubben og derfor er det vigtigt, at få bygget nogle solide rammer op. Jeg glæder mig til at følge udviklingen med Kasper ved roret de kommende to år, og gerne længere end det, fortæller en tilfreds Bo Zinck om ansættelsen af Kasper Madsen.

For Kasper Madsen selv er rollen som den ansvarlige træner ikke helt ukendt og i det hele taget er det meste velkendt territorium for Kasper, der har tilbragt det meste af sit fodboldliv i klubben, hvor det også er blevet til et par indhop på førsteholdet, dengang det hed Danmarksserie.

- Jeg har gjort mig mange overvejelser omkring denne beslutning, men efter gode og lange samtaler med en konstruktiv og lyttende Bo Zinck omkring det daglige set-up, så er mavefornemmelse helt rigtig, og jeg glæder mig virkelig til det kolde januar, og til at komme i gang. I den sammenhæng ser jeg det som en fordel, at jeg kender klubben og omvendt i forhold til den daglige gang på banerne, fortæller Kasper Madsen, der udover 18 år i Jetsmark IF trøjen også har spillet i barndomsklubben Brovst samt haft en afstikker til Moseby Boldklub i løbet af årene.

Dette efterår sikrede serie 1 mandskabet endnu en sæson i rækken, og den præstation skal der nu bygges videre på, forklarer Kasper.

- Efter en flyvende start kom vi midtvejs i sæsonen ned på jorden igen, bl.a. fordi skader og karantæner fra første holdet begyndte at ramme os. Desuden har vi ikke ramt det ønskede trænings- og kampfremmøde, hvilket resulterede i svingende form. Alt i alt skal vi være tilfredse med, at vi spillede os fri af nedrykning, og nu kan se frem mod en ny spændende sæson, siger serie 1 træneren og ser frem.

- Vi ændrer lidt på set-up´et i forhold til nuværende sæson. Vi fortsætter med en ungsenior trup bestående af U19 og serie 1 spillere. Her er vi i gennemsnit 20-24 spillere til træning hver gang, og der er rigtig fin intensitet og altid med to målmænd. Jeg forventer at have en serie 1 stamme på 12-15 spillere efter nytår, og de vil indgå ungsenior truppen. De skal som udgangspunkt træne to gange pr. uge, og her deler vi træningen op, således vi bedre kan træne taktiske elementer og ikke mindst kampsituationer, hvilket vi har manglet, lyder det fra Kasper Madsen, der tydeligvis allerede har gjort sig mange tanker om, hvordan tingene skal fungere i det nye fodboldår.

- Jeg vil gerne, vi får en mere rød tråd i vores spillestil, hvor vi bl.a. skal være mere direkte. Jeg er dog bevidst om, at det kan blive svært at implementere med 4-7 nye spillere til hver kamp, alt afhængig af førsteholdstruppen. Men vi kommer til at arbejde med flere af de elementer og aspekter førsteholdet gør, således vi sikrer en forståelse og tryghed for de spillere ,der kommer ned og vender hos os. Vi har et meget ungt serie 1 hold med en gennemsnitsalder på omkring 20-21 år pr. kamp, og det, kombineret med en ny spillestil, tager tid, så jeg forventer et første halvår, hvor vi skal bygge på, og så forhåbentlig, afhængig af truppens sammensætning selvfølgelig, kæmpe med om de øverste pladser i efteråret 2018, forklarer den nye serie 1 træner, der er godt i gang med forberedelserne til den nye sæson.

Kasper Madsen har indtil videre givet hånd på, at stå i spidsen for holdet de kommende to år.