Facebook

Ny assistenttræner glad for ny rolle

DSC_0023.JPG
28-07-2015

Sidste sæsons succesfulde U19 træner Tommy Pedersen er som bekendt udnævnt til assistenttræner i 2. divisionstruppen til den kommende sæson.

Her får Tommy nye opgaver, men meget handler stadig om talentudvikling. Der skal fremadrettet satses meget på talenttræning og sættes fokus på de unge spillere. Sådan har det også været tidligere, men fokus intensiveres yderligere i den kommende sæson, og her spiller den nye assistenttræner i central rolle.

- Min primære funktion bliver selvfølgelig at fungere som assistenttræner i 2. divisionstruppen, men en stor del af min rolle bliver også at bidrage til den fortsatte talentudvikling, opsummerer Tommy Pedersen om sin nye rolle i Jammerbugt FC. Her skal nye talenttræninger blandt andet bidrage til endnu bedre forhold for de unge spillere.

- Vi forsøger at søsætte nogle nye mandagstræninger, hvor udvalgte U17, U19 og de yngste divisionsspillere skal træne sammen. Det er et tiltag som sammen med meget andet skal bidrage til, at vi formår at fastholde, udvikle og tiltrække unge spillere. Det er en langsigtet proces, et langt sejt træk, og det bliver spændende at se hvad vi kan udrette, fortæller assistent- og talenttræneren, som trods sin centrale rolle ikke skal stå for dele hele ene mand. Det er et samarbejde på tværs af klubbens hold og derfor får flere trænere også en rolle at spille.

- Der skal løftes i samlet flok. Alle i trænerteamet vil undervejs blive involveret i disse træninger, hvor vi kommer til at træne på skift, forklarer Tommy, som har erhvervet sig stor erfaring med talentarbejdet som U19 træner gennem flere sæsonener.

- Jeg har været meget glad for at være U19 træner de sidste par år, men føler mig også klar til nu at skulle prøve noget nyt. Det glæder jeg mig rigtig meget til, men har det også godt med, at talenttræningen fortsat er et fokuspunkt for mig fremadrettet. Samtidig får U19 en meget kompetent træner i form af Kristian, som kender det hele og som kommer til at gå godt ind i vores samarbejde, lyder det fra Tommy Pedersen, hvis næste opgave bliver, sammen med cheftræner Frode Langagergaard, at fører divisionsholdet ud til træningskamp mod AaB tirsdag aften. Den anden sidste af slagsen inden det går løs i den nye 2. Division, og det ser Tommy Pedersen tydeligvis frem til.