Facebook

Ny flot udesejr til Jammerbugt FC

Sev_i_kamp.jpg
Mads Severinsen satte prikken over i'et i Tønder, da han gjorde det til 3-0 efter to flotte scoringer af Patrick Ehlers havde grundlagt føringen.
30-08-2014

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC fik lørdag sin revanche i udekampen mod FC Sydvest, hvor det i Tønder blev til 3 point efter en sikker 3-0 sejr.

Sidst Jammerbugt FC var på de kanter, måtte de blåblusede køre de mange kilometer hjem fra Sønderjylland slukøret og frustreret. Her blev det nemlig til et nederlag i en kamp, der ellers var Jammerbugt FC’s på alle parametre, bortset fra målscoren.

Denne gang hjalp tre scoringer til at de godt 300 kilometer hjem var lidt sjovere at tilbagelægge. Jammerbugt FC tog således føringen midt i første halvleg og udbyggede den tilmed kort før pausefløjtet. Det var to gode kasser Jammerbugt FC’s Partrick Ehlers leverede i kampens første 45 minutter.

1-0 målet blev skabt på forarbejde af Zead Gavranovic, mens Patrick Ehlers sørgede for at banke kuglen i det lange hjørne. Da det senere blev 2-0 var det igen Patrick Ehlers, men denne gang sendte han bolden i det korte hjørne fra kanten af feltet. To flotte scoringer af Jammerbugt FC’s kant, og det kunne være blevet til flere af slagsen for de blå, som spillede godt og skabte mange chancer. Men vi skulle dog helt hen til de sidste minutter af kampen inden der igen var jubelscener i Tønder. Denne gang var det Nickolaj Thomsen, som forlængede en bold til hjemvendte Mads Severinsen, der løb gennem Sydvest forsvaret og gjorde det til slutresultatet 3-0. Mission fuldført.

- Det var en fuldt fortjent sejr. Vi spillede en god kamp, på en rigtig god bane. Så det var en rigtig fin kamp alt i alt. Vi er et meget tilfreds trænerteam lige nu, fortalte Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck umiddelbart efter kampen, som har sendt Jammerbugt FC alene i spidsen af 2. division vest.

- Selvom vi kunne have scoret flere mål i dag, så er der kun grund til at være tilfredse. Vi holder nullet, scorer flotte mål, vinder og vores indhop fra bænken gjorde det også godt. Så vi er godt i gang med sæsonen og glæder os nu til næste weekend, hvor vi spiller hjemme mod Varde IF og samtidig har jubilæumsfest, runder en glad Bo Zinck af med henvisning til Jetsmark IF’s 40 års jubilæum, som fejres lørdag d. 6. september i forbindelse med Jammerbugt FC tager imod Varde IF på Sparekassen Vendsyssel Arena kl. 16.00. Hvilken bedre måde at hul på festlighederne end at spille sig på 1. pladsen i tabellen!

FC Sydvest – Jammerbugt FC: 0-3 (0-2)
23’ 0-1 Patrick Ehlers, Jammerbugt FC
42’ 0-2 Patrick Ehlers, Jammerbugt FC
87’ 0-3 Mads Severinsen, Jammerbugt FC