Facebook

Ny forberedelsessejr til Jammerbugt FC

005-3_kopi_2.JPG
21-02-2016

Af Thomas Jansen

Der blev gået til vaflerne, da Jammerbugt FC og Vejgaard Boldspilsklub lørdag eftermiddag testede formen af på hinanden.

Jammerbugt FC kom bedst fra start og førte således allerede efter fem minutters spil. Det var Jan Rasmussen, som sendte et indlæg indover, hvor bolden blev mødt af Emil Haucke, der sørgede for en tidlig føring.

Selvom var godt med aktivitet og intenst spil, så blev de ved de 1-0 i de resterende 85 minutter og dermed kunne Jammerbugt FC glæde sig over både at holde nullet, men også over at kunne notere endnu en sejr i forårsforberedelserne. En sejr der kom i hus mod et godt Vejgaard mandskab.

- Det var en rigtig god og intens kamp. Vi mødte et godt og motiveret Vejgaard hold, som jeg må rose for en flot kamp. Omvendt må og skal vi selv præstere bedre, men det er jeg også overbevist om vi kommer til, forklarede Jammerbugt FC assistenttræner, Martin Pedersen, efter kampen, hvor han trods det positive resultat, fortsat vil se fremgang i spillet. Selvom ikke alt sad lige i skabet, var der også en række plusser på evalueringsskemaet.

- Rent defensivt så det fornuftigt ud. Mark og Astrup spiller en god kamp i det centrale forsvar og Haucke fylder godt foran de to. Rent offensiv skal vi forlange mere af vores spillere, som rummer så meget kvalitet. Tegningerne og idéerne er der hele tiden, men drengene skal lige finde hinanden og lære hinanden at kende taktisk og teknisk, fortæller Martin P, og fremhæver slutteligt;

- Men vi vandt, vi holdt nullet og sejre avler sejre!