Facebook

Ny offensivspiller til Blokhus FC

Micky Malling Jensen.jpg
23-01-2010

 

Af Thomas Jansen

Blokhus FC har i dag lavet en aftale med Micky Malling Jensen. Micky, der er 22 år, kommer til fra SAS Liga klubben Randers FC, hvor han de seneste sæsoner har været en af profilerne på klubbens 2. divisionshold.

- Vi kender Mickey godt og har jo mødt ham flere gange når vi har spillet mod Randers i 2. division. Inden da spillede Micky blandt andet i U19 ligaen. Han er en alsidig offensiv spiller, som kan spille på begge kanter, men også som offensiv midtbane eller som hængende angriber, fortæller sportsdirektør Ole Nielsen om nyerhvervelsen, som han også betegner som en teknisk dygtig spiller med god speed og stor arbejdsradius.

Micky Malling Jensen, der ikke er uvant med det nordjyske, da han bor i Sulsted samt læser på University College Nordjylland, har foreløbig lavet en aftale med Blokhus FC løbende frem til sommer.
 
- Vi er rigtig glade for, at vi har sikret os Micky, som er en lokal nordjysk spiller med et stort potentiale og jeg håber begge parter bliver glade for samarbejdet. Bliver det tilfældet kan en forlængelse sagtens blive aktuel. Men lige nu handler det om at få Micky integreret i truppen og få ham godt fra start, og så tager vi resten derfra, lyder det fra Ole Nielsen, der sammen med Micky og resten af Blokhus FC truppen kan se frem til første træningskamp lørdag d. 30. januar hjemme mod 1. divisionsholdet Brabrand.