Facebook

Ny sejr til Jammerbugt FC

003-5.JPG
Sead Gavranovic og de øvrige Jammerbugt FC spillere var hele tiden et skridt foran Kolding IF i lørdagens 2-1 sejr.
23-08-2014

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC tog lørdag efter middag imod Kolding IF på Sparekassen Vendsyssel Arena, og her kunne den blå bølge glæde sig over endnu en sejr.

Det endte nemlig med en 2-1 i hjemmetholdets favør i en kamp, hvor Jammerbugt FC lagde godt ud og allerede efter fem minutter bragte sig foran 1-0 på mål af Søren Reese. Ikke uvant for den stærke forsvarsspiller, steg Søren Reesen til vejrs og headede bolden i nettet til en tidlig føring. I det hele taget fik den blå bølge hurtigt et godt tag om kampen, men trods flere muligheder blev det ikke til flere scoringer inden pausen. Ved 1. halvlegs afslutning stod det således 1-0 til Jammerbugt FC

Efter pausen lykkedes det tilgengæld at øge føringen, da Sonny Jakobsen efter en lille time gjorde det til 2-0. Gæsterne fra Kolding IF forsøgte i flere forsøg af svare igen med offensive aktioner, men Jammerbugt FC var i kontrol og stod godt i defensiven. I en dramatisk afslutning lykkedes det dog alligevel for gæsterne at reducere til 2-1. Det skete kort efter Jammerbugt FC's Sonny Jakobsen var blevet præsenteret for et rødt kort for en sen tackling. Gæsterne fra Kolding måtte imidlertid også slutte kampen med ti mand, da de ligedelede blev præsenteret for en udvisning som konsekvens af et skub mod Jammerbugt FC målmand Mikkel Møller. Trods den hektiske afslutning, blev det ved 2-1 og så kunne Jammerbugt FC glæde sig over tre nye point til kontoen.

- Det var en god kamp med masser drama til sidst. Vi kommer hurtigt foran og det ændrer lidt kampens karakter. Vi skal ikke på samme måde jagte noget, men jeg kunne godt have ønsket mig, at vi havde lukket kampen tidligere. Vi blandt andet en friløber i 2. halvleg, som havde været en god lejlighed til det, fortæller Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck, som alt i alt var glad for det han så lørdag eftermiddag.

- Det var  en god kamp med en masser dueller. Vi havde inden kampen talt om, at hvis vi kunne stå distancen i vores defensive organisation, så skulle vi kunne ramme dem på omstillinger, og vi gjorde det virkelig godt i defensiven idag. Det gør vi mod et godt hold. Vi holder dem nede på få chancer og jeg er meget tilfreds. Det er en god sejr mod et godt hold, som nok skal finde vej mod toppen som sæsonen skrider frem.

2-1 resultatet mod Kolding IF var den tredje sejr på stribe for Jammerbugt FC, og i det hele taget er det efterhånden længe siden de blåblusede har inkasseret et nederlag. Dette er i følge cheftræneren med til at styrke holdets position i de kommende kampe, hvor målet er at fortsætte de positive takter.

- Nu ser vi frem mod FC Sydvest næste weekend. Her har vi en revanche tilgode, og vi tror på det. Vi har ikke tabt længe, og sådan noget har det med at sætte sig. Det ser positivt ud og vi har en god stemning i truppen, så vi vil bare gerne fortsætte med at bygge på, fremhæver Bo Zinck.

Om det lykkedes at fortsætte de gode takter vil vise sig d. 30. august kl. 14.00 i Tønder når FC Sydvest byder indenfor til bold.

Jammerbugt FC - Kolding IF: 2-1 (1-0)
5' 1-0 Søren Reese, Jammerbugt FC
57' 2-0 Sonny Jakobsen, Jammerbugt FC
90' Rødt kort, Sonny Jakobsen, Jammerbugt FC
90' Rødt kort, Søren Bojsen, Kolding IF
90' 2-1 Martin Engels, Kolding IF