Facebook

Ny sikker sejr til Jammerbugt FC

ahlmann.jpg
23-09-2018

Af Thomas Jansen

Lørdag hev Jammerbugt FC endnu tre point i land. Denne gang gik det ud over FC Sydvest, da den blå bølge kom buldrene ind over BankParken Tønder.

Organisationen har længe været solid hos Jammerbugt FC, mens spillet med bolden fremad banen er blevet bedre og bedre som sæsonen er skredet frem. Nu er skarpheden foran mål også fundet frem, og i det hele taget lader det til, at Jammerbugt FC for alvor har ramt formen. Lørdagens sejr over FC Sydvest var den sjette i streg og holdet er endnu ubesejret i sæsonen.

Det var tilmed tredje "clean sheet" på stribe, hvilket vidner om solide holdpræstrationer. Men det er også værd at bemærke, at offensiv spillerne har vist sig positivt frem i de seneste kampe. Mod Tarup/Paarup IF var det Sead Gavranovic, som scorede hattrick, og mod Sydvest bidrog Viktor Ahlmann med to scoringer og en assist, mens Sead på ny fandt nettet.

Jammerbugt FC bragte sig  hurtigt i front mod FC Sydvest, da netop Viktor Ahlmann, med flot forarbejde, fandt Sead Gavranovic i feltet. Her sendte Jammerbugt FC's nr. 10 bolden fladt i mål til 1-0.

Herfra havde Jammerbugt FC kontrol over begivenhederne og bevarede overtaget trods et ihærdigt forsøg fra de fightende værter for at komme tilbage i opgøret.

Jammerbugt FC kunne dog gå til pause med en 1-0 føring og da kampen blev genoptaget gik der kun to minutter, inden bolden igen lå i nettet. Denne gang var det Viktor Ahlmann selv, der fandt vej indover målstregen.

Det blev dog ikke ved de 2-0. Med små ti minutter igen brød Jammerbugt FC flot igennem i højre side, hvor Simon Jensen sendte Viktor Ahlmann i scoringsposition på ny. Jammerbugt FC angriberen svigtede ikke og sendte bolden i mål til slutresultatet 3-0 til Jammerbugt FC.

Udover de tre scoringer, fik Jammerbugt FC to mål annuleret, og der kunne være tvil om hvorvidt først Lasse Steffensen og senere Max Møller også skulle have været noteret på måltavlen i de situationer. Men det blev ved de 3-0 nål og endnu tre point til kontoen

- Sydvest forsøgte at gøre det til en kamp præget af duelspil og spillede lange bolde for så at tage kampen der og lægge pres på. Men det synes jeg, at vi håndterede godt ,og når vi spillede os ud af deres pres, så skabte vi chancerne. Det synes jeg, vi gjorde godt, forklarede Bo Zinck efter sejren.

Cheftræneren var tilfreds med en god præstation, selvom det ikke var sæsonens præstationsmæssige højdepunkt, så var der tale om en ganske fornuftig kamp på en svær udebane, der før har givet gevaldige problemer.

- Vi ændrer nogle enkelte ting i pausen og kommer ud og får hurtigt scoret det vigtige mål til 2-0. I det hele taget skaber vi flere gode chancer og vi får holdt Sydvest på afstand fra vores mål. Det var et godt stykke arbejde og vi løser opgaven godt midt i et hårdt kampprogram. Så det var en fantastisk dejlig sejr mod et godt hold. Nu går vi en rigtig spændende uge i møde, med to hjemmekampe. Først i pokalen og så i turneringen. Det glæder vi os enormt meget til, fremhævede Zinck slutteligt med tilfredshed og ikke mindst sult efter mere.

Med sejren i Tønder, bevarer Jammerbugt FC sin position som rækkens førerhold. En position, der endnu engang skal forsvares, når fynske Dalum IF gæster Jammerbugten den kommende weekenden. Inden da venter der dog først sæsonens uden sammenligning størte opgave, når Superliga mandskabet, Esbjerg fB, kommer på visit onsdag sen eftermiddag.

FC Sydvest - Jammerbugt FC: 0-3 (0-1)
08' 0-1 Sead  Gavranovic, Jammerbugt FC
47' 0-2 Viktor Ahlmann, Jammerbugt FC
81' 0-3 Viktor Ahlmann, Jammerbugt FC

Jammerbugt FC: Emil Kobberup - Søren V. Pedersen (Simon Jensen), Lasse Steffensen, Nikolaj Lyngø, Mads Larsen - Nicklas Sørensen, Christian Rye, Robert Kakeeto, Michael Byskov (Anders R. Jensen) - Sead Gavranovic, Viktor Ahlmann (Max Møller).