Jammerbugt FC Tipsdysten

Top 3 inden 9. runde:
7 rigtige - Revisionshuset Tal & Tanker
6 rigtige - Tømrermester Kristian Madsen
5 rigtige - Hos Banen

Se tippernes bud på kommende kamp mod Marienlyst her

Facebook

Ny U17 træner på plads i Jammerbugt FC

9f386d0fd065dfeb4f184d4d187fd4e4.jpg
15-06-2017

Af Thomas Jansen

Sæsonen nærmer sig sin afslutning og forberedelserne til en ny er så småt i gang. Det gælder også i Jammerbugt FC’s talentafdeling, hvor der er trænerskifte i sommerpausen.

Nuværende U17 træner, Tommy Pedersen, følger med sit hold op og skal i den kommende sæson være U19 træner. Samtidig rykker nuværende U19 træner, Michael Kristensen, også en tand op, hvor han træder ind i trænerteamet på seniorafdelingens 2. hold i Serie 1.

Det efterlader et hul på U17 trænerposten, men her står allerede en ny mand klar. Klubbens nuværende U16 træner, Ole Nielsen, følger nemlig også med sit hold og skal i den kommende sæson være Jammerbugt FC’s nye U17 træner – en udfordring Ole Nielsen ser meget frem til.

- Det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg synes klubben er inde i en meget spændende udvikling og det vil jeg gerne være en del af. Det er rigtig positivt, det der sker, fremhæver den kommende U17 træner, som også ser frem til samarbejdet med Jammerbugt FC U19 og Divisionstrup.

- Jeg har jo efterhånden været træner i mere end 20 år og har brugt de seneste fire af dem her i klubben. Så jeg kender klubben godt og på den måde bliver det ikke den store omvæltning. Men jeg glæder mig meget til at skulle arbejde tæt sammen med trænerteamet hos både U19 og Divisionsholdet, fremhæver den erfarne træner.

Selvom det er en ny udfordring for Ole Nielsen, så starter han på ingen måde på bar bund. Han kender nemlig størstedelen af sine spillere særdeles godt. Jammerbugt FC’s nye U17 træner har således trænet dem siden det hed U13 og dette store kendskab er ikke mindst godt for udviklingsprocessen, som trods det at Ole Nielsen helst vinder hver gang, stadig har det største fokus.

- Målet er i første omgang top fire, så vi kommer med over i den gode ende, når vi skal videre over ved årsskiftet. Det bliver en svær udfordring, da der er mange stærke hold, men det er vores klare forventning at vi kan lykkes med den målsætning. Vi tror på det, og det er første vigtige skridt i den rigtige retning, fortæller Ole Nielsen og fortsætter;

- Udviklingen af den enkelte spiller er naturligvis den væsentligste målsætning og håbet er da også, at vi om et par år, kan levere nogle divisionsspillere til seniorafdelingen. Men det er også vigtigt at sige, at hvis vi er 25 spillere, så skal vi både udvikle nummer 1 og nummer 25. I sidste ende handler det om at gøre spillerne klar til seniorfodbold, og jeg synes vi er godt på vej. Vi skal i den kommende sæson slå to årgange sammen, men det er et rigtig godt hold, som har været inde i en spændende udvikling og som har masser af potentiale.

Jammerbugt FC U17 og U19 har stadig en enkelt kamp at spille denne sæson. U19 runder af lørdag d. 17. juni kl. 11.00 på hjemmebane mod Aalborg Chang, mens U17 skal en tur til Herning Fremad søndag d. 18. juni kl. 16.00, inden fodboldferien kalder.