Facebook

Nyt nederlag til Blokhus FC

f6cee033ddda9890f19f067d03860c7f.jpg
Nickolaj Thomsens reduceringsmål i overtiden var ikke nok til point mod Varde IF.
13-10-2012

Lørdag eftermiddag løb Blokhus FC på ny på banen som favoritter, men for anden kamp i træk lykkedes det ikke at leve op til denne favoritrolle.

Således måtte Blokhus FC efter de 90 minutters fodbold se sig slået med 2-1 af Varde IF. I sidste uge var det Skovbakken IK der overraskede mod Blokhus FC og denne uge var det så desværre Vardes tur.

Blokhus FC - Varde IF: 1-2 (0-1)

15' 0-1 Morten Smidt
85' 0-2 Morten Smidt
90' 1-2 Nickolaj Thomsen

Tilskuertal: 212

Blokhus FC holdopstilling:

Simon Enevoldsen - Marc Pedersen, Jonas Westmark, Emil Haucke, Kristian Glyø - Nick Svendsen, Daniel Moth, Sune Gundersen, Mads Severinsen - Nickolaj Thomsen, Christoffer Hansen.

Bænk: Malthe Nygaard, Richard Menjivar, Kasper Knudsen.

 

En hurtig omstilling fra det defensivt indstillet Varde mandskab samt en fejl i egne rækker mod slutningen af kampen gav Varde IF de to mål, som denne dag var nok til at sikre udeholdet en vigtig sejr.

Trods nederlaget var der dog forbedringer at spore siden sidste rundes Blokhus FC nederlag i Skovbakken. Det gjorde imidlertid ikke skuffelsen mindre hos cheftræner Bo Zinck.

- Den gjorde ondt den her, lyder det prompte fra en skuffet Bo Zinck, der var frustreret over at lukke to mål ind trods et minimum af chancer til modstanderen.

- Vi burde ikke lukke to mål ind i denne kamp. Som jeg ser det, har Varde kun tre til fire chancer, som de skaber i omstillinger, mens vi også giver dem én mod slutningen af kampen, hvor de scorer. Til gengæld må vi anerkende Vardes effektivitet, erkender Bo Zinck, som savnede samme effektivitet hos sit eget mandskab.

- Vi scorer ikke på vores egne chancer, selvom om vi skaber et par stykker flere end Varde. Derudover har vi et hav af indlæg, hjørnespark og frispark ind i feltet, som vi overhovedet ikke formår at få noget ud af. Det samme er gældende for de mange bolde der havner på kanten af Vardes felt. Her taber vi vel 90 % af dem.

Varde IF var altså ganske enkelt mere effektive denne lørdag, og det viste de allerede i kampens første kvarter, hvor Blokhus FC taber bolden på Varde banehalvdel. Varde holdet slår en hurtig kontra, og mens Blokhus FC’s bagkæde et kort sekund stopper op i forventningen om et fløjt for offside, sikrer Vardes giftige Morten Smidt sig et afgørende forspring på vejen mod Blokhus FC’s mål, hvor han efterfølgende passerer Simon Enevoldsen med scoringen til 0-1. Denne stilling holdt til pausefløjtet, selvom Blokhus FC den efterfølgende halve time efter målet satte sig på spillet og også fik skabt et par chancer for at udligne. Blandt andet var Blokhus FC’s midtbanemand Sune Gundersen tæt på med et nærgående forsøg, mens også klumpspil tæt under Vardes mål var tæt på at sikre udligningen inden pausen.

Det var desværre ikke hjemmeholdets dag og trods overvægt i spillet, så bød anden halvleg heller ikke på en udligning. Derimod lykkedes det Varde at udbygge føringen fem minutter før tid, hvor Blokhus FC’s Kristian Glyø begår en fejl på egen baglinje, hvilket på ny giver Vardes Morten Smidt en ”en mod en” mod Blokhus FC’s Simon Enevoldsen. Igen viser Varde målscoreren koldblodighed og effektivitet. 2-0 til Varde og håbet om point væk i denne omgang.

Det lykkedes dog Nickolaj Thomsen at pynte lidt på resultatet i dommerens overtid, men lige lidt hjalp det, da dommeren fløjtede kampen af inden bolden nåede at blive pillet ud af netmaskerne igen. 1-2 blev derfor kampens resultat og Blokhus FC måtte gå skuffede i omklædningsrummet trods fremskridt fra ugen før.

- Jeg synes vi i dag er mere disciplineret, og vi formår også at komme over kanterne mod et meget kompakt Varde hold, men vi mangler de sidste kvaliteter i den afsluttende del af spillet samt i forhold til at få lirket Vardes kompakte defensiv op. Det er selvfølgelig skuffende, lyder det fra Bo Zinck, som nu ser frem mod næste kamp, hvor det gælder Skanderborg på udebane d. 20. oktober kl. 13.30.