Facebook

Nyt tidspunkt for Thisted test

168478aece1d9c44fbeff93c6b811fea.jpg
25-07-2014

Af Thomas Jansen

Lørdag d. 26. juli spiller Jammerbugt FC sin anden træningskamp denne sommer. Her kommer Thisted FC på besøg i Jammerbugten allerede kl. 10.30.

Kampen var først fastsat til afvikling kl. 12.00, men for de der ønsker at overvære denne spændende test, kan det altså nu lade sig gøre inden lørdagsforkosten skal indtages. Der er intet som frisk luft og en god fodboldkamp til at vække appetiten.

Appetit har Jammerbugt FC spillerne masser af. De kom godt fra land i første træningskamp med en 4-0 sejr mod et sammenbragt Saltum IF hold i forbindelse med en sommer festuge i Saltum by. Nu gælder det så et andet velkendt mandskab i form af Thisted FC, og Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck kan da også meddele at de blåblusede glæder sig.

- Det bliver en rigtig god test mod et fint Thisted FC hold. Vi arbejder hårdt lige nu og er meget motiveret og målrettet frem mod sæsonstarten, understreger Bo Zinck, som har en klar plan for hvad denne kamp skal bruges til.

- Først og fremmest handler det om at få nogle kilometer i benene og dernæst selvfølgelig at få indøvet de ting vi arbejder med i træningen. Vi har mange af de sammen spillere fra sidste sæson og derfor handler det i høj grad om at bygge på. Selvfølgelig er et andet væsentligt element at få set de nye spillere an og prøvet dem af i forskellige situationer. Så det bliver på ingen måde resultatfodbold mod Thisted, men jeg forventer en god kamp, hvor begge mandskaber arbejder hårdt for sagen.

Hvordan det forløber kan du som sagt opleve på Jammerbugt FC's baner lørdag d. 26. juli kl. 10.30.