Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Opadgående formkurve skal nå ny højder mod Skovbakken IK

Skulder_ved_skulder.jpg
Lørdag er det igen tid til at rykke sammen og står skulder ved skulder når den blå bølge ruller!
02-05-2014

Af Thomas Jansen

Endnu en forårslørdag, endnu en divisionskamp og forhåbentlig endnu en hjemmesejr på Sparekassen Vendsyssel Arena.

Sidste weekend måtte Jammerbugt FC, trods forårets vel nok bedste spillemæssige præstation, rejse tomhændet hjem fra Sønderjylland, hvor FC Sydvest var blevet aflagt et besøg i sæsonens 21. spillerunde. 2-1 lød slutresultatet i hjemmeholdets favør. Et resultat som ikke afspejlede spil og chancer. I sidste ende handler fodbold dog om at score flest mål, og derfor gav en ellers god præstation heller ikke point på kontoen. Til gengæld gav præstationen meget andet at tage med videre, og det skal Jammerbugt FC nu formå at gøre, når det lørdag d. 3. maj gælder Skovbakken IK hjemme på Sparekassen Vendsyssel Arena kl. 14.00.

- Det var et rigtig ærgerligt nederlag mod FC Sydvest, men nu venter endnu en hjemmekamp, og det glæder vi os som altid til. Egentlig har det trods nederlaget ikke været nogen svær uge at komme igennem. Der var så meget positivt at tage med fra den kamp i Tønder, og derfor er alle mand også meget klar til at skulle ud at præstere igen lørdag, fortæller Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck, som trods nederlaget i sidste runde ser en stigende formkurve hos de blåblusede.

- Vores formkurve har været stigende siden forårssæsonens start, og selvom det er paradoksalt, så nåede formkurven sit hidtil højeste i netop kampen mod FC Sydvest. Det eneste vi manglede var flere mål. Vi taber kampen 2-1, men skaber et enormt antal chancer, viser enorm løbevillighed og spiller utroligt godt. Forhåbentlig kan vi finde samme præstationsniveau mod Skovbakken og så samtidig score målene. Lykkes det, er sejren vores denne gang, forsikrer Zinck inden mødet med rækkens nummer elleve Skovbakken IK.

Respekt for modstanderen og håb om en seværdig fodboldkamp
Jammerbugt FC rundede efteråret af ude mod netop lørdagens modstander, og her ente det med en knusende 5-1 til den blå bølge. En hård én af gå på vinterferie med for Skovbakken IK, som også har fået en hård start på foråret. Lyset titter dog frem forude for de blågule. I sidste runde hentede Skovbakken nemlig forårets første sejr i hjemmekampen mod Middelfart. Så mon ikke moralen har fået et løft med de ekstra tre point på kontoen inden besøget på Sparekassen Vendsyssel Arena. Under alle omstændigheder er grund til at forvente et godt gæstende hold lørdag.

- Skovbakken er et godt hold med et godt trænerteam og, trods det at flere klubber inden sæsonen har været på rov hos dem, også en god trup. Det er et hold, der altid forsøger at spille god fodbold. Det er ikke noget de går og fortæller om, men noget de gør. I det hele taget har jeg stor respekt for Skovbakken og den måde de gør tingene på som klub, fortæller Bo Zinck, som advarer om at give gæsterne for meget medbestemmelse over kampens forløb.

- Får Skovbakken tid og plads her hos os, så har de helt sikkert kvaliteterne til at vinde kampen. Derfor skal vi ud og styre begivenhederne, men det er nu også altid vores mission på hjemmebane. Selvom vi har stor respekt for Skovbakken, så bliver der altså ikke givet ved dørene her på vores bane. Forhåbentlig kan vi spille lige så godt som i Sydvest, men nu med mål og tre point som resultat deraf, håber og tror cheftræneren, inden han minder om;

- Ingen kampe er nemme i denne række, heller ikke den lørdag. Til gengæld ligner det på papiret en god og seværdig fodboldkamp, hvis begge hold finder sit spil på dagen. Uanset hvad så går vi som altid benhårdt efter de tre point.

Lad os håbe der både venter en seværdig fodboldkamp og tre point når det går løs lørdag d. 3. maj kl. 14.00 mellem Jammerbugt FC og Skovbakken IK.

Bliv hængende…
Klubbens 2. hold i serie 1 spiller umiddelbart efter divisionskampens slutfløjt kl. 16.00 mod NUBI. En kamp som også spilles på stadion. Derfor holdes grillen varm og øllene kolde, hvis du bliver hængende og dobler op på fodboldkampe denne weekend.

Vi ses på stadion!